Alle indlæg og emner. · Tests.

Solcreme-test 2015.

Så har jeg testet en håndfuld solcremer til ansigtet igen i år. Sidste års test kan du læse her.

Der er tre ting jeg går op i, når jeg tester solcreme:
  • Solfaktor styrke – SPF 30 og op er et must. 
  • Konsistens.
  • Følelse på huden og om man kan putte make-up ovenpå.
De fem solcremer, der har været under min personlige lup i år er:
  • Coola “Unscented” SPF 20.
  • La Roche-Posay “Anthelios” SPF 30.
  • Avéne “Réflexe Solaire” SPF 50.
  • Vichy “Idéal Soleil – Bronze” SPF 50
  • LING skin care “Titanium Dioxide”.
Let’s get started!

Coola “Unscented” SPF 20:
Med den tyrkis friske farve, springer den i øjnene med det samme. Den kommer med pumpehoved, og er let og fin at have med i strandtasken eller håndtasken.
Konsistensen er lækker let og den er let at smøre ud. Og så er det måske for mange et stort plus, at den ikke dufter af noget og er sammensat af økologiske ingredienser. 
Jeg synes den klistrer en smule for meget til, at jeg kan påføre pudder efterfølgende.
Vi snakker ikke voldsomt, men nok til, at jeg kan fornemme det.
Cremen indeholder dog nogle fantastiske ingredienser såsom: økologisk acai olie, som har en god anti-age effekt på grund af indholdet af vitamin C og E og omega 3,6 og 9.
Prisen er: 239,- for 50 ml. 

La Roche-Posay “Anthelios” SPF 30:
En aflang neutral tube, også let og fin at have med på farten. Duften er meget mild og behagelig. Den trænger hurtigt ind i huden, så man kan påføre pudder osv ovenpå, men det er også nødvendigt, for den skinner altså for meget til min smag. 
Men et drys af “Tuva” fra IDUN Minerals, så kører det igen. Cremen er ekstra vandresistent. Jeg er mest til solfaktor 30 cremer, og her gør den jobbet flot. 
OBS: Man skal ikke smøre serum på før denne creme, for så smuldrer den på huden. 
Pris: 139,- for 50 ml. 
Avéne “Réflexe Solaire” SPF 50+: 
Jeg har ikke gode erfaringer med solfaktor 50 – Deres virkning er uden tvivl det bedste, hvis man skal bevæge sig ud i solen! Men konsistensen er altid så irriterende fed og hvid, og ikke til at have med at gøre. Derfor er jeg gladest for solfaktor 30-cremerne og smører hellere flere gange om dagen. 

MEN det er der så blevet lavet om på – Og det er Avéne, der virkelig har lavet GULD til os med høj beskyttelse.
For det første, så er emballagen simpelthen for nuttet og fin. Lille buttet, orange flaske, som er flad, og i princippet, kan man putte den i baglommen, hvis man vil. Den fylder mindre end ens iPhone.
Duften er skøn og frisk, og så kommer det bedste: Konsistensen er perfekt! Den trænger hurtigt ind og med Avénes “Dry touch” funktion, ligner man ikke en glaseret skinke efter to minutter. Huden forbliver matteret i længe. Cremen er også vandresistent og tilstopper ikke porerne. 
En perfekt solcreme med SPF 50+ til en god pris. What’s not to like?
Prisen er 89.50,- for 30 ml, men lige nu er der tilbud til 62,- på webapoteket lige her. I kan læse mere om Avénes skønne solcreme her : http://www.apotekernes.dk/avene/produkter/solbeskyttelse/avene-sun-reflexe

Vichy “Idéal Soleil – Bronze” SPF 50:
Vichy “Capital Soleil – Dry touch” vandt testen hos mig sidste år – Den er fantastisk! SÅ jeg glædede mig til at teste denne nye variant med tan-optimizer effekt og SPF 50.
Produktet indeholder ikke selvbruner, men sørger for, at man via solen får en mere ensartet brun kulør. 
Duften er skøn og sprød kokosagtig, uden at blive kvalm. Konsistensen er let, og trænger hurtigt ind i huden. Make-up kan man sagtens kombinere med denne solcreme. Den skinner lidt mere end storesøsteren med dry touch, men ikke voldsomt. Cremen er vandresistent.
Prisen er 129,- for 50 ml. 

LING skin care “Titanium Dioxide”:
Se, det er en smart opfindelse. Solfaktordråber, som man kan komme i sin almindelige dagcreme. Derved kan man bruge sin favoritdagcreme sommeren igennem.
Det er en nem løsning, hvis man ikke er til solcremer.
Dråberne dufter ikke af noget, og kan ikke mærkes i cremen. Det eneste minus er, at man ikke helt ved, hvor godt man er dækket ind. Hvad svarer tre dråber til? Fire? Det er jeg ikke så tryg ved ikke at vide præcist. 
Inde på LING skin cares hjemmeside står der også, at de ikke helt kan forklare, hvor meget solfaktor dråberne svarer til, men at det kommer an på mængden af dråber man tilsætter. Her ville jeg gerne have haft et lille skema, hvor der stod : 2 dråber = SPF 20. 3 dråber = SPF 30 osv.
Men smart – Det er det altså.
Dråberne koster 390,- for 30 ml. 

Favoritten dette år er : Avénes “Réflexe Solaire” – Produktet indeholder det hele og er billig samtidig. Win-win!

– Mette Milan 







Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 + 9 =