Alle indlæg og emner. · Alt andet end beauty.

Dengang angsten dominerede alt…

Indlægget her handler ikke om beauty – Så er du “advaret“. Nej, det handler om noget andet. En følelse, som kommer til udtryk både fysisk og psykisk hos langt flere mennesker end man tror – Unge som gamle. Angst.

Jeg læste en artikel, forleden, omkring angst (dem læser jeg en del af) og hvordan den spreder sig, som flydende beton, blandt helt unge mennesker og børn i dag. Det er hverdagskost for mange. Følelsen af at blive kvalt, ikke at kunne trække vejret, den svimlende fornemmelse, prikkerne for øjnene, kramperne der tager fat, fordi man trækker vejret hurtigt for overlevelse, følelsen af, at man er sikker på man dør, at ingen kan hjælpe en nu. Følelsen af noget næsten ubeskriveligt, og som nogen, og oftest de, der aldrig har mærket en snert af følelsen, siger : “bare angst“. Men det er ikke bare angst. Det kan jeg skrive under på.

Det kom snigende, da jeg var 18 år. Tænker jeg tilbage, har jeg endda mærket det længe før da. En mystisk følelse i ny og næ. En følelse jeg ikke kunne beskrive den gang. Den var tung. Åhh, så satans tung. Sort. Ufattelig skræmmende faktisk. Men jeg var ung, og havde bygget en kæmpe mur op omkring mig. En snorlige, oppudset, glat facade. Ikke en revne i den mur, måtte der findes, for hvad ville folk ikke tænke om mig så, hvis jeg ligepludselig satte mig til at tude ustyrligt, uden grund? Eller når alt svimlede for mig, og jeg bare måtte hjem og ligge i min seng, uden egentligt at være syg? Jeg ville jo blive betragtet som svag. Det svageste led. På det tidspunkt var jeg startet på seminariet, på uddannelsen, som lærer. Jeg gik i klasse med nogle hårde, ældre bananer. Nogle af dem var nogen rigtige “kællinger” for at være ærlig. Så jeg kunne ikke få lov til at bøje mig et sekund. Jeg måtte rette ryggen dagligt, og være ligeså hård, som de, jeg var omgivet af. Det var hårdt. Så sindsyg hårdt. Jeg havde en del fravær i perioder, og blev nok betragtet som ikke-værende-dygtig fagligt og en pjækker, for jeg var der jo ikke altid. Men hvad de andre ikke vidste var, at jeg lå bundet til min seng, ude af stand til at stå op. Jeg var syg. Fysisk. Uden at vide, at det var psyken, der gjorde det. Nogle dage, lå jeg bare i sengen, uden at være i stand til at gå på toilettet. Jeg kunne ikke fungere normalt, rydde op, gøre rent eller overskue andre mennesker omkring mig. Jeg fik tudeanfald, hjertebanken, faldt ned af trapperne i svimmelhedsanfald, havde sindsoprivende hovedpine, vejrtrækningsproblemer dagligt. Min mand, som jeg har været sammen med i 14 år, var den eneste, der rigtigt kendte til min tilstand. (Han forstod mig ikke, men han var der alligevel for mig på mange måder. Som han nu kunne være, som en ung fyr.) Ja, og min daværende læge, som jeg besøgte 2-3 gange i ugen for at få svar, som jeg ikke kunne få. Hun mente, at jeg havde stress, at det var indbildning, fik mig til at føle mig, som en hypokonder. Det gjorde blot min tilstand værre, og gav mig dernæst sygdomsangst.

Årene gik ret hurtigt i den periode. Og samtidigt sneglede de sig også afsted på en måde – I hvert fald, når jeg var inde i de slemme perioder. Jeg gik stadig til læge jævnlig (Nu en ny dygtig læge). Jeg blev henvist til neurolog, fysioterapeut, kiropraktor, hovedpineklinik, begyndte ved psykolog, var på hospitaler, til ørelæger, gynækologer. Jeg var i MR-scanner to gange, for at få scannet hjernen, og maven, for den gjorde efterhånden også ondt. Jeg var altid 100% sikker på, at jeg var alvorlig syg af kræft, når jeg fik smerter. Og den følelse, gav mig de sygeste angstanfald. Jeg var nu 24 år gammel. Jeg havde færdiggjort min læreruddannelse på 4 år og fået fast job, som jeg passede til punkt og prikke, trods lange, lange nætter med voldsomme anfald,  hvor jeg midt om natten måtte ud og gå ture i frysende kulde, stå på ét ben eller i bad, for at få dæmpet angsten. Jeg var så træt, så træt. Hver dag. Jeg fortalte ikke nogen om angsten. Jeg følte alligevel ikke, at nogen kunne forstå mig. Og det kunne jeg heller ikke forlange. Jeg kæmpede bare videre. Lige ind til en dag, hvor min mand og jeg kørte hjem fra et vennepar vi lige havde besøgt. Vi snakkede om børn på hjemvejen, husker jeg, og om vi også skulle begynde at lave nogen, og så sagde det BANG! Det startede med, at jeg blev svimmel, som så ofte før. Så blev jeg bange oveni. Var det en blodprop? Var det kræft? Så begyndte det at prikke i hele kroppen. Fødderne begyndte at sove, så benene, armene og sluttede oppe i hovedbunden. Alt blev tungt og jeg skreg. Som i virkelig skreg, at nu skulle jeg fucking dø, og at jeg måtte på sygehuset NU. Og så holdt min krop op med at virke. Jeg gik i kramper, kunne ikke snakke, fordi min tunge nu var blevet til en slatten sild. Jeg så mig selv ligge der, død, i en kiste. Jeg var på vej væk. Det var jeg 100% sikker på.

Tingene fra den dag, hvor jeg for alvor troede det var slut, er blevet slørede med tiden. Små flashbacks af min mands ubeskrivelige ansigtsudytryk, speedometeret, markerne vi kørte forbi i snglende fart (følte jeg), min lespende stemme, der hviskede igen og igen :”Jeg elsker dig. Husk det. Jeg elsker dig.”, mig blive støttet af min mand hele vejen ind til venteværelset, ufattelig flov indeni over, at de andre ventende, skulle se en grædende, hyperventilerende ‘tosse’ som mig, men ude af stand til at styre det, timerne på briksen, hvor jeg skulle ligge og trække vejret… Ind og ud, ind og ud…. Flashbacks af noget, som jeg inderligt håber aldrig kommer tilbage igen.

Derefter “gav” jeg op. Jeg lagde mig fladt ned og var klar til at gøre, hvad der kunne gøres for, at det aldrig ville ske igen. I sammenråd med min nye læge, blev vi enige om opstart på angstdæmpende medicin. Det var absolut sidste løsning i mit hoved. Jeg havde prøvet ALT andet. Jeg.kunne.ikke.mere!

Mange mener muligvis, at medicin er den lette løsning. Til dem kan jeg sige : I aner intet. I aner ikke, hvor skrækkeligt det er at have angst og ikke kunne styre hjernen i forhold til det. Min læge forklarede mig, at har man sukkersyge, er man nødt til at tage insulin for at holde styr på sin krop og sygdom. Har man brækket benet, må man støtte sig til en krykke. Lider man af angst, depressioner og det, der minder om, er det fordi man mangler et stof i hjernen til at styre netop disse følelser – Det kan medicin hjælpe med. Same same, på mange måder.

I dag er jeg 29 år ganmel. Jeg er stadig ramt af fysiske skavanker som tinitus, sindsyg hovedpine og perioder med voldsom svimmelhed, men jeg lader ikke længere angsten styre min krop. Jeg har indset, at jeg ikke er alvorlig syg, som jeg altid troede – Det har gjort meget, at der er kommet ro på den front. Men jeg kan stadig mærke angsten i perioder. Slet ikke så voldsomt som før, for nu kan jeg styre den og er ikke bange for den, men den er der. Den lurer under overfladen. Og det skal den da bare have lov til – For så kan jeg mærke, at jeg lever og husker at passe på mig selv i stedet for.

Jeg er nået langt de sidste 10 år. Meget langt. Både i forhold til min personlige udvikling, som jeg arbejder med dagligt, men også i forhold til mit liv. Medicinen hjælper mig uden tvivl, men den alene gør det ikke. Jeg må selv kæmpe en lille, men vigtig kamp, hver dag. I 2012 udgav jeg bogen “Skæbnens spind“. Den er jeg stolt af. Den har været min krykke, de aftener, hvor angsten har været på vej frem. Så satte jeg mig ned og skrev på bogen. Det lindrede, som knus og kram og aen på kinden. Senere kom min interesse for hudpleje, som også er en god afledningsmetode, når det strammer lidt til i brystet.

Det jeg egentlig bare vil sige med dette indlæg, som lige pludselig blev langt, er : Lev livet. Der er en vej ud af alt. Man kan, hvad man vil, sålænge man passer på sig selv, anerkender sig selv, og vil skide på, hvad andre tænker og mener.

Man er ikke svag, fordi man har det sådan – Angst gør dig ikke svag – den gør dig stærk. Bomstærk!

-Mette Milan

img_4620.jpg

 

3 thoughts on “Dengang angsten dominerede alt…

  1. Wauw, hvor jeg kan se mig selv i dit skriv! Tak fordi du deler. På en eller anden måde føler man sig ikke så alene, når der er flere om at opleve det samme. Min rejse ser fuldstændig ud som din, selvfølgelig med andre nuancer, men gennemgående ens. Har heldigvis klaret den uden medicin, men med masser af terapi – what ever works right!?.. Du er sej Mette!

  2. Wauw, hvor jeg kan se mig selv i dit skriv! Tak fordi du deler. På en eller anden måde føler man sig ikke så alene, når der er flere om at opleve det samme. Min rejse ser fuldstændig ud som din, selvfølgelig med andre nuancer, men gennemgående ens. Har heldigvis klaret den uden medicin, men med masser af terapi – what ever works right!?.. Du er sej Mette!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 + 8 =