Alt andet end beauty.

Et år er gået. Tre år, hvis man tæller det hele med.

For tre år siden startede min mission : mission REN hud. Ikke perfekt hud. Ikke silke hud. Men ren hud. Mit største ønske var at mindske urenheder og ar. Det må man så sige er lykkedes helt fint. Jeg blev pisse hamrende træt af folk, der ikke kunne sit kram og bare solgte mig (naive desperate menneske) en masse produkter. Jeg er meget tilfreds med min hud i dag. Også selvom, at den kan finde på at slå ud i ny og næ, og vise sig fra den dårlige side – Min hud har åbenbart også PMS hver måned. Men jeg finder altid en hurtig balance igen. Og det gør jeg udelukkende med produkter.

Hvis I følger med på snapchat ved I også, at jeg er mere end ualmindelig glad for mariekiks med smør, chokolade og andet godt. Også frugt. Masser af det. Jeg kommer aldrig til at finde den der holistiske tilgang hos mig selv og min hud. For jeg ved, at jeg ikke kan holde det. Jeg kan ikke udelukke, at hvis jeg begyndte at spise efter det (mere sukkerfrit, mere groft, mere olie-agtig) ville min hud blive endnu mere flot, men igen : hellere en urenhed i ny og næ, og så der er plads til hvid brød, smør, chokolade og lidt sukker. Det er bare sådan jeg har det. Du, der læser med, er måske rygende uenig, og det er også helt okay.

Men anyways, jeg gik i gang med at teste produkter. Det er blevet til hundredevis af produkter. Alt fra serummer, peelinger, hårfjerningsvoks fra Veet (STAY AWAY FROM IT) cremer, øjenpleje, neglelak, neglepleje, kropsprodukter, hårprodukter – Hele møllen har jeg været igennem. Og jeg tester stadig løs på egen hud. Jeg er, som I ved, enormt ærlig, så jeg siger jo bare tingene, som de er. Er produkter dårlige for min hud, får I det at vide – Er de gode, siger jeg det, og er de HAMMER-gode, kan I uden tvivl mærke min begejstring gennem mine ord.

Jeg elsker, at I følger med på make_everything_up på instagram og mine indlæg her på bloggen. Det varmer. Det får mig til at føle, at jeg giver min tid ud rigtigt. At andre har glæde af at læse ærlige ord, tanker, og værdsætter det. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at jeg er nået så langt på tre år. Både med min hud, men også med instagram, bloggen, og ikke mindst min hjertebarn : get the GLOW, som fylder et år, lige præcist i dag. Om en time. Klokken 10.00, faktisk.

Er det virkeligt et år siden, at jeg sad hjemme i min sofa med hjertebanken, sommerfugle i maven og svedperler på panden og tænkte :”Går det her? Har du rodet dig ud i noget for voldsomt eller hvad, Mette? Hvad hvis ingen kigger forbi shoppen? Hvad hvis ingen føler, du kan hjælpe dem med deres hud?” 1000 tanker, som forsvandt fem minutter før start, hvor jeg modtog den største buket blomster, jeg nogensinde har fået, og det smukkeste, sødeste kort fra min lillebror, der havde tænkt på mig, hele vejen fra Malta. Hans ord fik mig i sving – Og da den første ordre tikkede ind, vidste jeg, at det her, det var mig, og ikke mindst, det rigtige for mig.

Dagligt modtager jeg mange mails fra skønne mennesker med spørgsmål om hud og produkter på den ene eller den anden måde. Jeg brænder for at svare hurtigst muligt, uddybende og jeg brænder for at hjælpe andre. Jeg ved nemlig selv, hvordan hud påvirker én. Derfor har jeg valgt, at jeg vil tage mig nogle uddannelser/kurser i år og næste år. Jeg vil være kosmetisk akupunktør og hudterapeut, og jeg vil udbyde skønne ansigtsbehandlinger med ligeså skønne produkter i mit hjem på et tidspunkt. Hvordan jeg får tid til det ved siden af mit 30-timers lærerjob, skrive fortsættelsen af min roman “Skæbnens spind“, og 60-70 timers shop-job, finder jeg vel ud af 🙂 Når jeg har sat mig noget i hovedet, så har jeg det med at gøre det. Min intuition på det område, er blevet ret stærk faktisk. Jeg kan mærke det i maven, når det er det rigtige, eller hvis det er det forkerte.

Under alle omstændigheder, så er jeg overbevist om, at jeg har gang i det rigtige i mit liv. Og at I er en del af det, er berigende. Tak!

-Mette Milan

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 7 =