Alt andet end beauty. · Tests.

Er vi blevet grådige?

Jeg synes ikke selv, at jeg er grådig – Det ligger ikke til mig, som menneske. Det har jeg for meget samvittighed til. I må gerne korrigere mig, hvis I har en helt anden opfattelse af mig, men grådighed synes jeg altså ikke er én af mine (dårlige) egenskaber. Voldsomt temperamentsfuld, introvert og anderledes,  derimod. Det er mig.

Det er især her efter, at jeg er blevet selvstændig med min egen webshop, at jeg har bemærket det og tænkt over, hvor mange grådige væsner, der egentligt findes derude. Mest personer med mange følgere, der skriver til mig og spørger, hvad de kan bruge til deres hud, som er sådan og sådan. Jeg bruger min tid på at svare grundigt og ærligt, og så kommer spørgsmålet 90% af gangene : “Vil du sponsorere det?” Og så føler jeg en skuffelse indeni mig. Har jeg været sådan, tænker jeg noglegange? Fedtet mig ind hos nogen, og derefter spurgt om gratis ting og sager? Det håber jeg fandme ikke. Jeg har da skrevet til shops eller PR-bureauer førhen, når jeg fik øje på noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at teste for dem og så har jeg spurgt dem direkte, men jeg ser det ikke, som grådighed, for jeg lægger mange timer og hud i det. Jeg fortæller om de ting, jeg skal teste, på bloggen, instagram, facebook og snappen – For mig er det et “arbejde” og ansvar, hvorimod rigtig mange, hapser det de vil have, lægger et billede up, oftest uden en beskrivende tekst, og så synes de, at deres arbejde er gjort. Jeg har selv oplevet det med shoppen nogle gange, hvor jeg har sponsoreret nogle produkter, men hvor der er sket MEGET lidt. Derfor har jeg kun én fast tester i min shop, @Ibenerica, fordi hun hverken er grådig, ligeglad eller sjusket. Hende stoler jeg på, for hun siger sin mening (ligesom mig) og fortæller om produktet er godt eller skidt. Sådan skal det være. Resten siger jeg faktisk nej til, netop pga, at de virker grådige og :”Jeg vil ha’, ha’, ha’!“, og så fordi min shop er lille endnu. Det koster rent faktisk penge at sponsorere produkter. Jeg har også givet nogle en god rabat på et produkt, og derudover har de fandme bedt om rabat på rabatten. WTF? Så bliver jeg træt helt ind i hjernen, og forstår ikke, at de ikke kan se, at det er mærkelig adfærd. Jeg ville være så flov over mig selv, hvis jeg fik en flot rabat, og bad om mere rabat. Nej nej nej.

Jeg snakkede med en skøn kvinde fra skønhedsmiljøet i går. Vi får nogle interessante snakke af og til. Vi snakkede om grådigheden blandt bloggere. Det der med, at der bliver brugt mange tusinde kroner på de her populære bloggerevents, der skydes i luften flere gange om måneden. Dem finder i mig ikke til. Jeg siger simpelthen nej tak. Og finder I mig der en dag, er det fordi det har vakt min interesse enormt meget. Jeg passer simpelthen ikke ind der, hvor man hyper fuldstændig over goodiebaggen og pinde-maden, men udover det, findes der kun ganske få, dygtige bloggere, der rent faktisk går i dybden med det de har fået. Jeg passer ikke ind, hvor man midt på en almindelig hverdag, kan tage af sted til den slags events. Jeg har et arbejde. Den dag jeg bliver selvstændig hudterapeut m.m. kan jeg måske godt finde mere tid til den slags. Men ikke nu.

Det kan godt være, at jeg lyder lidt strid, for : “Hallo, Mette, du er sgu da selv blogger og modtager produkter til test.” Og det er sandt – Jeg modtager produkter og de 340 indlæg inklusiv billeder her på bloggen vidner også om, at jeg rent faktisk gør noget ud af de produkter, der bliver tilsendt. Derudover bryder jeg mig ikke synderlig om ordet : blogger. Jeg ser mere mig selv, som skribent. Ordet: blogger har, i mine ører, fået en negativ klang henover årene. Og det er pisse ærgeligt.

Jeg elsker at teste, og jeg elsker at gå i dybden med historien bag, og suger en masse viden til mig, som jeg giver videre, men ligeså meget hader jeg, at man ikke tager det seriøst. Det at være blogger. At der er 100 eller 100.000, der følger med på ens blog, instagram og facebook, men at man stadigvæk vælger at lyve dem direkte ind i ansigtet. Jeg har hørt om facebookgrupper (lukkede naturligvis) der består af bloggere, der sælger (!!) alt det de har fået sponsoreret/goodiebags osv og stikker pengene direkte i lommen, uden at have afprøvet produkterne først. Hold kæft mand, hvor bliver jeg pisse hamrende sur over det. Det er svinsk, grisk og grimt i mine øjne. Har man testet på det, brugt det, dannet sig en mening og holdning om det, kan man gøre med produktet, som man ønsker, men ikke inden. Jeg sælger ud af mine brugte produkter 2 gange i året cirka – 200,- inkl porto for 5-8 produkter. Pengene donerer jeg til Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse. Måske er det dobbeltmoralsk, det ved jeg sgu ikke, men føler da i det mindste ikke, at jeg udnytter nogen.

Bare for sjovt, har jeg regnet på, hvad jeg brugte på produkter i året, før jeg fik min egen shop – Altså på produkter, jeg købte selv og testede på, fordi jeg var nysgerrig og havde lyst (Jeg håber ikke min mand eller bankrådgiver læser med) men 13.375,- danske kroner. Det er fuldstændig crazy, men det gjorde jeg, fordi jeg bare havde lyst til at få den der brede viden omkring produkter, som jeg har fået i dag. Jeg kalder det for en investering i mit liv – Andre vil måske kalde det for fråds 😉

Nå, men når al galden er kommet ud (næsten) kan vi glæde os over, de andre skønne skribenter, der rent faktisk formår at være ærlige, professionelle og dygtige. De findes. Og det er super lækkert! Bliv ved med det 🙂 Jeg læser blandt andre med hos : Mascha Vang (super ligetil, sjov, hverdagsagtig og powerwoman) Ibbyheart (Skør, sjov, ærlig, dygtig) Beautyspace (Professionel, hudklog og facts på bordet) IbenErica (fordi hun er sig selv og bare pisse sej) Krea_pernille (Også en powerwoman, som jeg kender MEGET godt, da hun er min søster, men også et kæmpe forbillede for mig) og en håndfuld andre. Læser ikke ofte blogs, men alligevel er det her jeg skimter og læser med fra tid til anden. Derudover er jeg vild med Caroline Hirons. En engelsk blogger med NO-bullshit attitude. Hendes bedømmelser og tests stoler jeg 110% på 🙂

Det her er også en lille opsang til PR-bureauer og shops – For de er blevet fuldstændig ukritiske med, hvem de sender produkter ud til og inviterer med til deres store events. Og det er ærgerligt, at det hele skal handle om antallet af følgere og kendis-effekt på den ene eller anden måde. Hvad kan vi bruge det til? Vi vil have ærlighed, tests og godt arbejde! Det kan godt være, at en stor blogger kan hjælpe med at få solgt nogle produkter de første par dage, hvilket er fint, hvis det er det man ønsker, men hvad med langtidseffekten? Hvad med ærligheden? Hvad med originaliteten? (Går der lidt for meget Thomas Blachmann i mig nu?) Så sorry. Jeg bliver bare lidt trist.

Hvad mener I om emnet? Er jeg en sur snerpe? Dobbelmoralsk trunte? Eller kan i se pointen med det jeg skriver?

Over and out! 🙂

-Mette Milan

img_5366.jpg

2 thoughts on “Er vi blevet grådige?

  1. Vil ikke komme med en lang kommentar, blot sige Hvor har du ret! Hvis der er noget jeg kan brække mig over er det sgu grådighed. Har for få dage siden opdaget din insta og dermed din blog og din shop, og jeg er flittigt igang med at læse så snart jeg smider mig på sofaen, og så skal jeg ha besluttet hvad jeg skal prøve bestille fra din shop :). Thumbs up for godt arbejde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 + 1 =