Alle indlæg og emner.

Spørgehjørnet 2.

Shiiit, det væltede ind med hudspørgsmål på insta, da jeg spurgte om der skulle laves en omgang : SPØRGEHJØRNET.

Jeg talte i går aftes (atter en gang) og der er kommet 308 spørgsmål ind til mig i løbet af små 30 timer 😳

“Heldigvis” går mange af spørgsmålene igen. Faktisk har næsten 50% spurgt om det samme – Nemlig : hudorme! Så det starter jeg med. Spørgsmålet har jeg selv formuleret ud fra alle de spørgsmål jeg har fået.

Er I klar?!

1)Bedste råd mod hudorme – Hvordan fjernes de? Hvordan reduceres de? Hvorfor kommer de? (50% af spørgsmålene)

Hudorme har vi alle mere eller mindre flere steder på kroppen – Nogle har flere end andre, alt efter hvilken hudtype man har. Har man f.eks kombineret hud, som jeg, danner man mere fedt og talg i huden/porerne, som regel i t-zonen, som har en rådden tendens til at sætte sig i porerne og blive til hudorme. Man kan reducere hudorme ved at være grundig til at rense huden hver aften og bruge de rette hudplejeprodukter. Nej, man kan ikke rense med renseservietter. Og nej, rensevand er heller ikke nok. I er nødt til at bruge en rigtig rens, som f.eks denne! På den måde får man renset overskydende fedt, skidt og snavs væk fra huden, så man danner knapt så mange hudorme 🐛

En god måde at få dem reduceret på, hvis man f.eks. har en masse hudorme på næsen er :

• Pak pegefingrene ind i kleenexpapir, og tryk FORSIGTIGT satanerne ud. Der skal ikke voldpresses, da det kan give karsprængninger, blå mærker og ar. Stille og roligt.

• Peel med et peeling produkt som f.eks disse, der indeholder salicylsyrer. Salicylsyrer er en ingrediens, der, som en af de eneste, kan trænge ned gennem fedt i huden, og opløse hudorme/arbejde med problematikken nede i huden. Det er min yndlingsingrediens til urenheder og hudorme.

• Forebyg også ved, at gnide næsen i håndklædet efter bad. Stille og roligt. På den måde får man lige givet næsen en blidt exfoliering dagligt, så man til sidst er fri for at trykke.

• Smør en masse fugt på, så huden ikke skaller og bliver tør efterfølgende! En god serum som denne er guld værd!

Slipper man nogensinde helt af med hudorme, uanset hvad man gør? NEJ! Men de kan reduceres betydeligt, så de ikke længere er et problem for en.

2) Hvordan slipper man af med talgknopper – de der satans hvide knopper, der ligger langt under huden og er umulige at trykke ud?

De dumme hvide knopper under huden hedder : milier! De kan ikke lige fjernes på egen hånd. Og hvorfor kan de ikke det? Fordi de ikke har en pore. Ja, du læste rigtigt. De har ingen udgang, som en almindelig stor fed bums eller hudorm har. Det er indkapslet fedt og skidt, der sidder derinde, og skal prikkes ud. Det anbefaler jeg i allerhøjeste grad, at man får en kosmetolog til at gøre, da en sådan, har det rette udstyr og hygiejniske forhold.

Vil man absolut selv kaste sig ud i det, kræver det : sterile nåle (lancetter, som kan købes på apoteket) en meget, MEGET rolig og forsigtig hånd, et produkt med alkohol i (da det renser) før, under og efter, handsker, kleenexpapir. Milier kan ofte give betændelse efterfølgende, fordi man ikke har været hygiejnisk nok og det giver ar. Derfor anbefaler jeg, som sagt, at man går til en, der har styr på det og kan fjerne dem med minimal skade.

Kan de reduceres? Absolut – Med exfoliering og fugt, kan de nedbringes til et minimum. Endda reduceres helt i mange tilfælde. Disse er gode til st exfoliere med, og denne giver maximal fugt.

3) Forstørrede porer – Hvad kan man gøre?

Forstørrede porer har mange af os – Især os med kombineret hud. Store porer på næsen, og ud mod kinderne. Kan de fjernes? NEJ! Kan de reduceres? ikke rigtigt. Kan de gøres finere? JA!

Her handler det igen om grundig rens, exfoliering med et BHA/AHA-holdigt produkt, og et produkt, der er med til at forfine porerne. Det kan f.eks. være denne fra Pudderdåserne, som jeg har fået et fint resultat ud af.

Hold rutinen – ellers virker det ikke!

4) Hvad gør man mod fedtet hud i primært T-zonen?

Dette spørgsmål hører en smule sammen med nummer 3. Jo mere forstørrede porer man har, jo mere fedt har man en tendens til at producere. Det er ikke noget man kan gøre for, men man kan gøre en smule ved det.

Det er ikke noget jeg anbefaler at bruge dagligt, men en sæberens 2-3 gange om ugen, kan oplæse det fedtlag, man får i t-zonen og holde det lidt nede. Sæben stripper huden for alt fedt, men det er ikke kun en god ting – Huden har stadig brug for fugt. Derfor må du ikke kun udtørre den – Tværtimod – huden tørster, og skal fodres med fugt – ikke fedt (som olier) men ingredienser som : hyaluronsyrer.

Der findes en masse gode seraer, der virker matterende og opsuger overskydende fedt/sebum i huden. Denne er en af mine store favoritter, især i sommertiden, hvor min hud agerer glaseret skibe HVER dag. Sammen med denne creme, holdes det glatte lag, pænt nede.

Husk som sagt, at få renset ordentlig hver aften. Forebyg med salicylsyrer. Brug matterende seraer/creme om dagen, men husk stadig fugten om aftenen, før sengetid! Ellers kan det få absolut modsatte effekt!

5) Top 5 yndlingsprodukter og hvorfor?

Puha, den var ikke let. Jeg har prøvet mange hundrede produkter de sidste fem år. Mange jeg elsker – Mange jeg hader! Men jeg har tænkt, hvilke jeg ville tage med mig, hvis jeg landede på en øde ø-agtigt og er kommet frem til, hvilke fem produkter, der absolut skiller sig ud og hvorfor! Det er iøvrigt tilfældig rækkefølge, da de aller er på førstepladsen hos mig!

Oskia renaissance mask : den har I hørt mig pippe om 1000 gange før – Det er og bliver den bedste frugtsyremaske, man kan få! Indholdet af vitaminer og mineraler, sparker røv! Og det er med det samme. Den peeler hudens overflade fri for døde hudceller, skaber en flot jævn overflade og glød, minimerer tørhedslinjer, og linjer generelt, arbejder med hudorme og store, grove porer. De forfines betydeligt. Den er en favorit, og jeg er i gang med den ottende krukke på 5 år. Den kan købes her og er hver en krone værd!

Skyn Iceland Nordic peel pads : små bomuldspads, der bare gør en psyko forskel på urenheder, tørre flager, trist og grå hud. De indeholder salicylsyrer og frugtsyrer, og arbejder dermed både i dybden og på overfladen. Jeg knus-freaking elsker dem! De holder mine hormonudbrud nede på et minimum! Jeg bruger en hver aften. De kan købes lige her.

Oskia renaissance cleansing gel : fordi det her bare er en virkelig god, dybdegående rens. Bum. Den eneste rens alle burde have stående på badeværelset. Med den rens, ville alles renserutiner være gode. Så er det sagt. Den kan bare mere end andre rense – Den indeholder græskarenzymer, der peeler hudens overflade samtidigt med, at den renser. Lader man den sidde på, mens man børster tænder, får man simpelthen lige en mini-frugtmaske-behandling. Glød og ren hud med det samme! ✨ Den kan købes her i 100 og 200 ml.

Codage no 3 : en uundværlig serum, jeg ALTID har stående på min beauty-hylde! Den giver en flot, jævn og glødende hud. Den giver tilpas med fugt, og er derfor en fantastisk dagserum, især i foråret/sommeren, der fungerer perfekt under make-uppen. Den kan købes her.

• Plump it up fra o.Moi skincare : Den er lynhurtigt blevet en favorit hos mig, sammen med Bamboo scrub and mask derfra. Plump it up er en creme, som jeg aldrig har oplevet lignende af før! Så opstrammende, fugtgivende, lækker, plumpende – og så er duften vidunderlig og afstressende for hud og sjæl. Den er jeg bare sindsyg vild med. Den kan købes her!

6) Bedste råd mod uvelkomne børger (aka bumser)

Er den moden, så pres lorten ud – INGEN gider have en hvid bums siddende – Men vær forsigtig, og sørg for følgende :

• Rens før du overhovedet rører ved den!

• Rene hænder og pak pegefingrene ind i kleenex.

• Når den er presset ud, så sørg for at køre noget bakteriedræbende henover. Det kan være disse!

Fugt, så du ikke ender med et krater af tørhed og crusty flakes 😳

• Rør ikke ved den efterfølgende!

• Er den ikke moden endnu, så kan den forsvinde ved at du holder dine pilfingre fra den og dupper med et salicylsyreprodukt på den 2-3 gange dagligt. F.eks denne!

7) Bedste råd mod mørke hår på overlæben:

Voks! Enkelt og godt – Voks. Man kan gå til en kosmetolog og få det fjernet en gang hver 4-6 uge, eller man kan (med forsigtighed) forsøge sig hjemme med købevoks.

8) Hvordan kan man komme af med akne?

Dette spørgsmål er meget bredt – men lider man har slem akne, så bør man bestille en tid ved egen læge og blive henvist til hudlæge. Ingen skal finde sig i akne, og der skal hårdere hjælpemidler til ofte, for at slå betændelsen/cysterne ned! Efter akne er kommet i ro, vil det ikke være en dum ide at få en tid hos en dygtig kosmetolog, en du føler dig tryg hos, og som ikke vil sælge dig alverden, for at få en diamantpeel eller kemisk peeling for at minimere ar m.m.

God hudplejerutine efterfølgende med : RENS, FUGT, SALICYLSYRER, MASKE vil være med til at kunne holde det nede.

9) Nævn en budgetvenlig hudrutine:

Den er lidt svær, for det er jo forskelligt alt efter om man har uren hud, tør hud, normal hud osv. En rutine bestående af RENS, SERUM, CREME og MASKE, bør være standart i hudpleje. Man kan tage et kig på mærker som : Pudderdåserne, Plaisir, Formula 10.0.6 og Clinique, hvis man ønsker budgetvenlige, men stadig gode, alternativer!

10) Beskriv en standart aftenrutine uden en masse ekstra:

Rens, serum og creme. Bum.

11) Forskellen med salicylsyrer og frugtsyrer?

Der skrev jeg sgu sådan et godt indlæg for nogle år tilbage. Den kan læses her. Vi behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken vel😜

Men meget kort:

• Salicyl (BHA) fedtopløselig, og trænger dermed ned i huden og arbejder med bakterier/urenheder/irritationer dernede.

• Frugtsyrer (AHA) arbejder mest af alt på overfladen. Trænger ikke så dybt ned som salicyl. Derfor er denne ingrediens bedst kendt som værende : viskelæderet, der kan udviske tørhedslinjer, virker antiageing, udjævnende.

12) Hvilken rutine er bedst, når udbrudene er hormonel betingede? Mest omkring hage.

Uhh, jeg kender det – Jeg har PCOS, som er en hormonel betinget lidelse, der udover at give uregelmæssig menstruation, tendens til overvægt, blomkålsæggestokke med cyster, øget skægvækst for nogen (heldigvis ikke mig – endnu 😳) giver det også hormonelle udbrud. Og jeg kan fortælle jer, at det dæleme dytme ikke er let at komme til bunds med. Man skal være ekstremt grundig med rutiner og HOLDE dem fuldstændig. Endda selvom det gøres, kan man opleve en urenhed eller tre. Men de minimeres betydeligt. Jeg tær i hvert fald ikke tænke på, hvordan min hormonella hud ser ud UDEN min strenge rutine.

• Rens med en dybdegående rens hver evig eneste aften. Min yndlingsrens til alle hudtypers og især de urene, kan du se i punkt 5. Den bruger jeg i 90% af tilfældene!

• Salicylsyrer – Hold kæft den ingrediens har jeg nævnt 1000 gange i dette indlæg, men faktum er : det virker!!!

• Fugtserum – Glem ikke fugten!

• Maske – Jeg bruger masker med AHA og BHA, scrubmaske og fugtmasker. Jeg veksler mellem dem, og nogle dage bruger jeg to samme dag. Jeg synes, at masker gør en forskel! De er et SOS-værktøj for mig, når huden ter sig.

Man kan også konsultere sin læge, og få noget til at slå betændelsestilstanden ned, hvis man oplever, at det er meget slemt, som aknelignende tilstand.

13) En god rens til uren hud uden salicyl:

Denne fra Oskia! Hammer god og uden salicyl.

Denne serum fra Codage er også uden salicyl. Den vil også kunne hjælpe en del + en god fugtgivende creme henover.

14) Forskellen mellem face mist og skin tonic?

Der ER én forskel.

En skin tonic er et “rensende” produkt (ikke dybderensende) men overfladerensende, der tager det overskydende fedt og snavs i huden, men ofte også tilfører lidt fugt eller andet til huden, som er god, før serum og creme. Dog er en skin tonic et overflødighedsprodukt i mine øjne, så når damen bag disken et sted siger : “Du skal bruge skin tonic hver morgen og hver aften efter rens” skal du bare smile og sige : “Mette Milan siger, at det er bullshit!” 😜

En facemist er ikke et mindre overflødighedsprodukt – Man kan godt leve uden facemist. Men jeg bruger det, fordi min hud skriger efter fugt i løbet af dage i vintertiden, især. En facemist er ikke rensende, men fugtgivende og plejende. Molekylerne i de fleste facemists er bitte små, og trænger gennem make-up og det hele NED i huden, som får et lækkert, opkvikkende bad! Jeg bruger ofte facemist under serum, da jeg oplever, at de efterfølgende produkter bliver endnu mere drøje i brug efterfølgende, fordi huden er fugtet i forvejen. Min yndlings er denne.

15) Hvad gør man med meget tør hud omkring næsen og i panden her i kulden?(Tørre pletter hører ind under her)

Man får exfolieret med en mild kemisk peel, og man får tilføjet fugtserum (evt denne) og balm efterfølgende. Min yndlingsbalm til ALT TØRT er denne – Den smøres på når huden er blevet renset, exfolieret og fugtet. Og om aftenen. For den klistrer og fungerer ikke under make-uppen.

16) Hvilket produkt kan du anbefale til ar og urenheder på halsen? Kan man anvende en rulle der?

Ja, man kan godt anvende en rulle på halsen (0.2 mm) Jeg vil anbefale dig, at smøre rosehip Oil på, da det er en effektiv olie mod gamle ar. Denne er min favorit.

Du skal være grundig til at rense halsen hver aften og gerne peel med f.eks. disse. Smør produkter ned på halsen også – Man glemmer ofte, at halsen er en del af ansigtet.

17) Kan du anbefale en god rynkecreme til kvinder sidst i 30’erne?

Nej – Men jeg kan anbefale en kombi af antiage serum og creme 🙌🏼 For det hører sammen. Cremen kan ikke gøre alt arbejde selv, da den fordamper hurtigere end en serum. Mit bud er Codage no 5 + PLUMP it up fra o.Moi.

18) Hvad er din erfaring med Ole Henriksen og Beauté Pacifique? Har de en virkning i længden?

Jeg har ikke prøvet så meget fra Ole Henriksen, men de produkter jeg har, er jeg meget glad for. Seneste køb er hans Banana bright eye creme.

Beauté Pacifique elsker jeg og har stort set prøvet alt derfra – Især Super 3 boosteren! Men også serummen derfra og deres bodylotion!

Og ja – produkterne HAR en virkning i længden! Absolut.

19) Bedste hurtige/effektive hudplejerutine til kombineret hud?

Renaissance cleansing gel fra Oskia.

• Codage no 2 + Codage no 1. (Mod urenheder og fugtgivende)

• Embryolisse lait creme concentre. God fugtcreme til dag og nat.

20) Rødmossede kinder, der konstant døjer med urenheder?

Kan du have rosacea? Svier dine kinder? Klør de? Føles de stramme? Husk masser af fugt – Codage no 1 + en god, fed creme til at beskytte de kære kinder med. Urenheder kan komme netop pga manglende fugt- Det samme kan røde/rosacea kinder.

21) Hvad SKAL man have til at rense sit ansigt med?

En rens. Bum. Og det skal bruges enhver evig eneste aften – Har du nattearbejde og har en masse på huden om natten, skal den bruges om morgenen og hedder så : morgenens ✨

Du kan se min favorit i punkt 5 😊👌🏼

22) Hvordan ser din ideelle ansigtshudplejerutine ud på ugebasis til tør/kombineret hud?

Hver evig eneste morgen påfører jeg en micellar water eller skin tonic på en vatrondel og kører henover ansigtet, for at fjerne overskydende fedt og snavs fra nattens strabadser. Herefter smører jeg en fugtgivende serum på (gerne Codage no 1, 3 eller RAZspa HH serum) og en creme. Jeg veksler pt mellem Pure cloud cream fra Skyn Iceland og IDUN Minerals enriched dagcreme.

Hver evig eneste aften renser med så i dybden med en fed rens, som f.eks denne. Herefter kan jeg godt finde på at maske den med Oskias renaissance mask, Codage micro peel mask eller en fugtmaske som Codages hydramasque. Nogle gange om ugen bruger jeg også en mekanisk peel (maske med scrubbekorn) og der bruger jeg enten o.Mois Bamboo scrub and mask eller Oskia microexfoliating balm.

Det er super svært at gengive præcist, hvad jeg bruger, da jeg jo afprøver enormt meget og mixer og matcher fuldstændig, som jeg vil.

23) Nævn to produkter du vil anbefale, hvis man ikke vil bruge alt for mange penge på hudpleje. (Tør/alm hud)

Wow – Det svarer jo til, at skulle vælge mellem sin førstefødte og et livsforbrug af kinder. Med andre ord, ikke et let valg 😂

Jamen, jeg er nødt til at anbefale tre produkter, for en rutine, ifølge mig, består af RENS, SERUM og CREME. Men jeg nævner tre produkter, der gøre mere end bare én ting, og dermed får man mere for pengene 👌🏼

Oskia perfect cleanser ( især god til tør hud – Lader man den sidde på 3-5 minutter, fungerer den også som en fugtmaske)

2) Codage no 3. Den er ikke så fugtgivende som codage no 1, men du skriver din hud er normal/tør – og her vil denne give både fugt og glød!

3) Embryolisse lait creme concentre – Kan bruges som dagcreme, natcreme, make-up fjerner, fugtmaske, til kroppen, manden, børnene, efter solskoldning, til eksem osv. En multicreme på ALLE måder!

24) A-vitamin creme – Er det noget du vil anbefale? I så fald til hvem? Hvordan bruges det og er der et bestemt mærke du vil anbefale?

Jeg vil absolut anbefale A-vitamin produkter – Nærmest til alle hudtyper – Men naturligvis med forsigtighed, da A-vitamin er en “skrap” ingrediens. Har man tendens til urenheder? Ujævn hud? Rynker? Så vil jeg kaste mig ud i disse A-vitamin produkter :

RAZSpa A-vitamin : en intens olien, der består af en ingrediens : A-vitamin!

• Beauté Pacifiques A-vitamin creme – det kan både være deres “almindelige” eller super 3 boosteren. De kan erhverves her.

25) Hvad kan man gøre ved urenheder i hårkanten, der kun kommer der?

Man kan være grundigere med renserutinen 😛Ofte når man ikke ordentligt op i hårgrænsen med hverken rens, peel eller hudplejeprodukter, fordi man ikke (ubevidst) gider have håret fedtet ind i det, så hav det med i bevidstheden.

26) Hvilken serum er god til tør og uren hud?

Det er et mix af f.eks RAZspa Hh serum og Acneserummen fra Ecooking. Man skal ofte ud i et mix til netop tørhed og urenheder.

27) Hvor meget går du op i, at om der er kemi i de produkter du anbefale, sælger og bruger? Hvad er din holdning til, at man hver dag kommer kemi i ansigtet, hvis ikke det er noget, man er opmærksom på?

Når folk kaster om sig med ordet: kemi, hvad menes der så? Parabener? For parabener finder man efterhånden sjældent i produkter nu til dags. Ingen produkter i min shop indeholder f.eks parabener. Ikke fordi det er noget jeg vælger, men fordi mine mærker tilfældigvis hiver parabenerne ud af produkterne.

Men det man ikke tænker over er, at når der ikke er parabener i, så er der anden konservering i, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min holdning til parabener og parfume er : RO PÅ! Jeg tester sgu gerne en creme, selvom der er parabener i. Jeg er ikke hys ifht det. Sålænge der ikke er 100% evidens for, at parabener skulle være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende for en stor del af os, så tænker jeg på sætningen : Alt med måde.

Parfumeallergi lider ca 2-4% af befolkningen af – De skal selvfølgelig styre udenom dette – Men for resten af os -96-98% af os – alt med måde.

Det var spørgehjørnet for denne gang – jeg har lagt maaaange spørgsmål sammen, men har vidst fået alle med – Ellers stiller I selvfølgelig bare flere herunder – Så skal jeg nok besvare!

Rigtig god søndag!

-Mette Milan

14 thoughts on “Spørgehjørnet 2.

      1. Jeg vil lige knytte en kommentar til denne. Jeg bruger Basiron engang i mellem (et meget, meget tyndt lag og ikke for langt op på kinderne/mod øjnene), og herefter kommer jeg en meget fugtgivende maske udenpå og sover med hele baduljen. Det har hjulpet mig MEGET i en periode med uren hud, men da Basion er så stærkt, er det nødvendigt med shitloads af fugt 😀 Og det skal så lige siges, at jeg ikke har andre produkter at bruge til lige præcis urenheder, men ligesom Mette siger, så findes der garanteret bedre alternativer. Men Basiron er effektivt i små mængder!

    1. Du er det dyreste bekendskab, jeg nogensinde har haft 😄 Men damn jeg vil ikke undvære nogen af mine produkter, jeg har købt hos dig!! Ej heller min højt elskede daglige hud- og renserutine 😊

  1. For lige at knytte en ekstra kommentar til spørgsmål 25, så har jeg selv erfaret, at visse hårplejeprodukter, og stylingprodukter for den sags skyld, kan give mig urenheder i hårgrænsen! Måske det også kunne være værd at tage til overvejelse, af den som har spurgt 😁

  2. Lækkert indlæg😍. Jeg er udfordret med sorte hår på hagen. Jeg fjerner dem med pincet men jeg døjer med urenheder og sorte prikker/hår på vej. Bruger både rens 2x dlg og skrub en til to gange ugl men bør jeg også desinficere først inden jeg bruger pincet og med hvad ? Eller…..?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 + 9 =