Alt andet end beauty.

Jeg føler mig lidt deprimeret…

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg før har haft store og små depressioner i mit liv. Det har været sådan hele mit liv. Det vil være sådan hele mit liv. Jeg tager medicin mod det i dag. Citaloptam sandoz. Min vitaminpille til hjernen. Men depressionen kan stadig snige sig ind på mig, som den gør i disse dage…

Det er gået op for mig, her som voksen, at jeg selv som ung, fra 8-10 års alderen og frem, har lidt af depressioner. Jeg kan huske, at jeg tit sagde til mine forældre, at jeg lige gik, cyklede eller rullede en tur, fordi jeg kunne mærke klumpen i min mave. Klumpen jeg stadig har til tider. Klumpen, der betyder, at jeg skal græde helt ustyrligt uden præcist at vide hvorfor. Som barn og ung, gemte jeg det for alle – også mine forældre, for jeg følte mig ærligt talt unormal. Hvorfor sætter man sig til at græde, når der ikke er sket noget? Når der ikke er noget galt? Så jeg smuttede ud og fandt et sted i naturen, hvor jeg kunne være alene og tude. I perioder kunne jeg tude utallige gange om dagen. Men jeg gjorde det i “smug”. Selv i skolen, låste jeg mig inde på toilettet og tudede eller gik i bad derhjemme og tudede. Det var pisse hårdt. Især den der følelse med, at det jo for fanden ikke var normalt, og at jeg ikke måtte vise nogen, at jeg tudede sådan hele tiden. Så ville de omkring mig jo både være flove over mig eller sende mig væk-agtigt. Sådan er det ikke, og jeg oplever enorm stor støtte fra min familie og mand i dag, der kender alt til min tilstand nu, men dengang, der var det ikke noget man snakkede om eller kunne snakke om.

Jeg havde en ret vild facade frem til jeg fyldte 18. Stoneface. Ingen skulle nå ind til mig. Så krakelerede den pludselig dag for dag. Det hele blev værre for mig. Det blev svært at skjule min sindstilstand. Dagene blev ufattelig svære at komme igennem og selv den mindste ting, der skulle gøres, var en kamp for mig. Jeg lå i sengen 20 timer om dagen og kunne ikke andet end at græde. Så som 19 årig sad jeg så hos en psykolog for første gang i mit liv. I al hemmelighed, selvfølgelig. Jeg betalte selv 920,- pr gang ud af min  SU – op til 4 gange om måneden. Kun min mand vidste, at jeg gik til psykolog. Efter lidt tid, fortalte jeg det også til en veninde. Hun støttede mig også, og det var en rar fornemmelse, at man ikke var helt alene i det længere.

Efter et års tid med det, hvor jeg absolut ikke følte en bedring, (kemien mellem os var der ikke) stoppede jeg.

Jeg led på dette tidspunkt så meget af hovedpine, svimmelhed og tinnitus efter et hovedtraume, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Jeg udviklede voldsom angst, sygdomsangst og blev enormt introvert og asocial. Jeg var sikker på, at jeg led af kræft i hele kroppen. Jeg fattede ikke, at jeg kunne have det så dårligt hele tiden uden at fejle noget meget alvorligt. Min daværende læge, var en enormt dårlig læge (synes jeg). Hun sagde hele tiden : “Mette – du er bare stresset. Du fejler ikke noget. Slap af eller du dør af det“. Fedt. Giv mig lige endnu mere angst, din idiot! Men jeg fejlede noget – først senere fandt man ud af, at jeg havde haft en ubehandlet hjernerystelse, som jeg ikke havde vidst noget om, eller vidste at jeg havde, eller som min læge åbenbart havde fået med fra journalen fra sygehuset og at det var denne hovedtraume, der gav mig migræne, svimmelhed og evig tinnitus. Alle tre dele er der stadig i dag, 13 år efter. På det tidspunkt gik jeg nok til læge 3 gange om ugen. Jeg var så syg, så syg. Og nogle gange tænkte jeg virkelig :”Er det det værd det her? Gider jeg leve sådan her hele mit liv?

Efter noget tid, hvor jeg selv havde bedt om det, fik jeg foretaget en depressionstest ift. at kunne komme til psykolog uden selv at skulle betale 920,- pr gang. Testen viste ganske rigtigt, at jeg havde en moderat til svær depression. Jeg studerede til lærer på dette tidspunkt, og kunne selv styre meget af min tid. Det var virkelig dejligt, selvom der også kom noget fravær ud af det. Jeg kom til en ny psykolog, og her gik jeg i tre år og mærkede en bedring allerede efter 3-4 måneder. Hun fik mig til at forstå, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Vi fik tøjlet min angst en del og fik sat alle mine rodede følelser i kasser.

Men i 2012 blev jeg ramt af en kæmpe omgang angst, der fik mig på sygehuset. Jeg troede, hånden på hjertet, at jeg skulle dø (du kan læse mere om den forfærdelige oplevelse lige her) og herefter var valget ikke længere svært – Jeg skulle på noget medicin og det var lige nu!

Det hjalp! Noget så gevaldigt, og livslysten og glæden kom snigende tilbage efter 14 dage i helvede (det er IKKE sjovt at starte op på sådan noget antidepressiv, kan jeg hilse at sige) Jeg led stadig af hardcore migræne (gør jeg også i dag) men jeg var ikke længere bange, for jeg vidste, hvad det var. At det ikke var kræft. At jeg ikke skulle dø af det.

I 2013 valgte jeg så at smide pillerne. Kold tyrker. Dumt. Men jeg vidste ikke bedre. En daværende veninde fortalte mig nemlig, at hvis man tager antidepressiv i over 2 år, så bliver man afhængig. Så blev jeg jo helt panisk og stoppede fra den ene dag til den anden (kan IKKE anbefales) Det hun sagde passede ikke, fortalte min nye læge mig efterfølgende. Man bliver hverken mere eller mindre afhængig, når det er gået to år.

Jeg klarede mig okay uden pillerne i 1-1.5 års tid og så sagde det bare SKRALDEBANG igen i oktober 2014. Bum. Jeg havde mærket det kom snigende. Den manglende lyst. Tomheden. Grådlabiliteten. Trætheden. Og når man er særlig sensitiv oveni hatten, så er det ikke altid helt fantastisk. Jeg scanner ALT omkring mig, før andre overhovedet ved, hvad der sker. Det er så uhyggeligt. Jeg har ofte forudset, at en f.eks. er blevet skilt eller er syg, før nogen, som helst anden ved det. Jeg scanner alt, mærker alt og lagrer det i min krop. Det er både en styrke og en svaghed, for det ødelægger én, at man tager stemningen til sig på den måde.

1. maj sidste år, oplevede jeg noget, som jeg ikke kan fortælle om (endnu) grundet tavshedspligt, der knækkede mig fuldstændig. Smaskede mig fuldstændig til jorden. Jeg måtte til psykolog igen, og er ikke kommet mig over episoden endnu, selvom det er over et år siden. Jeg kommer aldrig over det. Men det er ikke alene det, der sidder på mig i disse dage. Det er mange ting. Nogle af tingene er jeg bevidste omkring, andre er jeg ikke. Men klumpen er der. Tiltagende migræne og svimmelhed er der. Tomheden er der. Og jeg hader det! Jeg sover og sover, fordi det ligesom er det eneste, der resetter tankerne for mig. Det eneste, der gør, at jeg får ro i knolden.

Så ja, jeg er lidt små-deprimeret disse dage – det er ikke længere svært at indrømme, når det rammer. Jeg er total ligeglad. Har ikke en facade ift det længere. Det her er mig. Et menneske, som jeg er. Jeg har lært at leve med, at sådan er jeg og sådan er det bare. Mit liv kunne være værre. Jeg kunne være alvorligt syg. Det er jeg ikke. Jeg er bare sensitiv. Mere sensitiv end de fleste. I bund og grund er jeg taknemmelig.

Jeg ved, at jeg nok skal komme på benene snart, og at jeg bare lige skal passe ekstra godt på mig selv disse dage, men pointen er bare, at det er ok. Det er ok at græde. Det er ok at have det dårligt. Det er ok at få hjælp. Og det er ok at fortælle om det! #vækmedfacaden.

Faktisk har alt dette gjort, at jeg netop hviler så meget i mig selv og min krop, som jeg gør. At jeg gør, hvad pokker det passer mig. Jeg har nemlig lært at leve. Jeg har også lært at sige fra, så jeg er blevet lidt mere kontant med årene 🙂

I skal endelig stadig fortsætte med at skrive og stille spørgsmål, som I plejer. Jeg ER ok. No worries!

-Mette Milan.

6 thoughts on “Jeg føler mig lidt deprimeret…

  1. Du er sej Mette….!
    Tager også selv alting til mig, og en healer har flere gange prøvet at forklare, at jeg simpelthen er nødt til at sætte et mentalt skjold op, inden jeg bevæger mig ud i blandt andre, men det er jo lettere sagt end gjort 😉

  2. TAK. Hvor er det fedt du deler ud af dig selv. Det er nemlig ikke altid nemt at være menneske. Døjer selv med vinter depression men det er jo intet i forhold til dig😙.

  3. Har bemærket stilheden på IG. Sejt og så flot at skrive om dine depressioner (store/eller små), og egentlig havde du jo ikke behøvet, at dele det med os alle sammen. Når man ser dine stories på IG, får man det indtryk, at du har styr på alt og ikke lader dig tryne af hvad andre synes eller tænker om dig. Så flot at du står ved dig selv. Det er vi nogen der kunne lære noget af. De bedste tanker til dig, venter gerne på, du bliver klar igen til flere stories. Du er et befriende indslag i vores perfekte liv

    1. Ja, en gang imellem trækker jeg lige stikket på alle fronter, og kobler af. Giver mig selv lov til at sove og pleje mig selv. Det er nødvendigt.
      Jeg ER det I ser på mine stories. Jeg har 100% styr på de ting jeg laver og beskæftiger mig med, jeg lader mig ikke tryne, jeg siger min mening, og jeg er hamrende ligeglad med, hvad andre synes om mig – Og oveni det har jeg så også tendens til depression. That’s it. Det er accepteret. Af mig, og dem omkring mig 🙂 Det er ikke en svaghed eller noget der gør mig skrøbelig. Det er en egenskab, der gør mig modtagelig og senstiv overfor mange ting, og det giver mig styrke i sidste ende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 + 7 =


WordPress spam blokeret af CleanTalk.