Alle indlæg og emner.

Når det ville være lettere at være pakket ind i gips fra top til tå.

Det er jo ikke fordi jeg ikke forstår, at det må være svært at sætte sig ind i det med at have en depression eller være i en depressiv tilstand, men for fanden, hvor ville det bare lettere, hvis man var pakket ind i gips fra top til tå. Så kunne folk ligesom se, at hovsa, hun har nok brækket samtlige knogler i kroppen. Det må gøre nas.

Det kan være svært at se på folk, at de har en depression eller er stressede. Det psykiske ses ikke på samme måde, som det fysiske gør. Det gør, at man skal forklare sig mere og vide, at nogle folk tænker :”Come on. Hvor slemt kan det være at være lidt deprimeret“. For det er der nogen, der tænker og dem spotter jeg iøvrigt lynhurtigt. Og det kan gøre mig noget så irriteret. Altså, at de ikke kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det, men de kan jo ikke gøre for det. Ingen, som i INGEN, kan sætte sig ind i det medmindre man selv har været ramt, eller haft nogen meget, meget tæt på, der har været ramt af denne voldsomme psykiske lidelse, som det jo er.

Samtidig gider jeg IKKE have, at folk har ondt af mig og er sådan :”Nåå, åhh det er også synd,” agtigt. Det er sgu da heller ikke let for folk omkring en, men bare vær, som du plejer at være. Gør, som du plejer. Tak 🙂

De tæt på mig, kan sagtens se, at den er helt gal. Selv min læge, der meget direkte, sagde forleden :”Du ligner udskidt æblegrød. Jeg kan godt se, at du har det skidt. Dit glimt i øjet er væk.” Det er rigtigt. Jeg føler ikke glimtet. Jeg føler ikke gløden. Ingen make-up kan trylle det frem.

 

Nå, men hvordan har du det så, Mette Milan?

Tja, jeg vil ikke lyve. It ain’t pretty! Nogle timer er okay. Det er de, og dem prøver jeg viiiiirkelig at nyde. Andre timer er fosterstilling, vandfald ud af øjnene i en lind strøm, fornemmelsen af en uforklarlig lammende sorg i kroppen, ængstelighed og en mærkelig murrende, knugende fornemmelse i maven og brystet, som om, man konstant er nervøs. Ord som:”Jeg kan ikke hoooolde til det her liv, hvis jeg skal have det sådan her.” har også forladt min mund tre gange de sidste 3 uger. Overfor min stakkels mor, der hjælpeløs så til og min mand, som er hærdet efterhånden. Den følelse varer 20-30 sekunder, og så bliver jeg lidt flov. “Hallo, Mette – Der er folk, der har det værre end dig.” tænker jeg så. For det er der. Men lige dér. Lige midt i mørket, hvor det vitterligt er slemt og gør ondt indeni, der er der sgu ikke meget lys til mig. Følelserne og tankerne kan man ikke styre overhovedet. De triller bare rundt i kroppen på en og kommer bølgende, som en tsunami, når det passer dem. Og simsalabim. I samme sekund kan det hele forlade kroppen igen. Den gennemtrængende sorgfølelse, tårerne, det hele, og man tænker :”Åhh, sig det var sidste gang. Please!” Men nej. Timen efter kommer det igen. Det stopper ikke lige.

Dog vil jeg sige, at jeg de sidste par dage har kunnet mærke en lille “stilstand” på en måde. Jeg har grædt et par gange (aner ikke hvad over, hvis du sidder og tænker på det) og har faktisk formået at have liiiidt energi på kontoen til at gøre lidt mere, som vaske tøj eller lave en skide kartoffelsuppe fra bunden. Ja, det er store ting for mig, der mest af alt har været zombieagtig i over halvdelen af tiden. Det giver mig selvfølgelig et håb om, at det “værste” er overstået.

Hvad gør mig glad?

Lige nu? Uden tvivl min hobby: shoppen og instagram. Når jeg har energi på min psykiske lortekonto, og ikke vil tænke på dårlige ting, de ting, der gør mig deprimeret, så pusler jeg i shoppen. Jeg pakker lidt ordrer. Det nyder jeg. Jeg besvarer lidt mails. Jeg sover lidt. Jeg spiser lidt. På den måde samler jeg en smule plus på batteriet, men de forsvinder desværre ofte hurtigt igen. Der skal ikke meget til.

F.eks. har jeg for nyligt oplevet mistillid ift. min depression. Hvordan kan du være i shoppen og på de sociale medier, når du er syg og sygemeldt? Det er sgu meget let at svare på. Min shop er min hobby. Mit privatliv. Jeg tjener ingen penge på shoppen. Fører ingen løn eller penge over på min konto. Det er, som en sport. De, der får energi af at løbe eller gå til fodbold. Jeg får det af min hobby og instagram. Desuden findes der ingen lov omkring, at jeg ikke må have en hobby, bierhverv eller være på de sociale medier, når jeg er sygemeldt. Det må jeg faktisk alt det jeg vil. Det er undersøgt. Men det kan jeg så ikke, for energien er der kun 20% ud af 100%. Og nogen dage er den helt på nul. Så det hele giver sig selv. Pointen er bare, at man fucking skal gøre det, der gør en glad og så vil jeg virkelig skide på dem, der nærer mistillid eller andet til min situation. Det er folk, der ikke selv ved, hvad det vil sige, at være deprimeret, psykisk sårbar, kald det hvad du vil. Jeg ved, hvad der er bedst for mig, og det er det jeg gør, ind til jeg er på toppen igen. Punktum.

Man kan ikke være sygemeldt fra sit privatliv.” var der et klogt menneske, der sagde forlede dag. Det er rigtigt. Det kan man ikke. Min læge siger, at det er vigtigt, at jeg ikke burer mig selv inde (det har jeg en tendens til), og at jeg skal gøre alle de ting, der giver mig glæde. Så det gør jeg. Uanset hvor meget kriblen, krablen og svie nogle få mennesker måtte have i sit triste røvhul. Det er mit liv og det er min glæde det handler om.

Hvordan ser fremtiden ud?

Det aner jeg ikke, men jeg tænker meget, som i MEGET, over fremtiden. Hvad vil jeg? Hvad vil være godt for mig? Hvad gør jeg, når ‘det’ kommer igen? For det gør det. Jeg er en scanner, som der var en psykolog, der sagde en gang. Jeg scanner ALT i et rum, og ved ofte ting og stemninger, før de kommer til udtryk. Jeg har nogle gange set og følt det på folk, når de f.eks. skulle skilles, før andre vidste det, eller set og følt det på folk, hvis de er syge osv.  Det er en styrke, men det er også en svaghed, for alt det jeg scanner, tager jeg på min krop og ind i min psyke. Så når en stemning er for dårlig i for længe, eller hvis noget påvirker mig for længe, så knækker filmen, på den hårde måde. Så må jeg jo lige tage en pause fra det hele og samle mig selv op igen. Og det tager tid.

Det handler om accept.

Da jeg led af angst for år tilbage, “forvandt” det først, da jeg accepterede angsten. Det tog mig jo i omegnen af 10 år at acceptere det, men det gjorde, at angstens klør ikke fik lov at sætte sig fast hver gang (Læs om min angst lige her) Det samme gælder depressioner og andre psykiske lidelser. Acceptér det, selvom andre ikke gør eller vil. For det handler ikke om andre. Det handler sgu om dig og dit liv. Ja, man kan risikere fyringer. Ja, man kan risikere at skulle have andet job eller omskoles. Ja, det er pisse hårdt. Men igen: acceptér, at det er en del af dig, og arbejd med dig selv og dét, hver evig eneste dag.

Derudover, i forlængelse af det med at acceptere, som kan være svært nok i sig selv, så kan jeg rigtig godt lide at tænke på Sigmund Freuds kloge ord: “Before you diagnose yourself with depression or low self-esteem, first make sure you are not in fact, surrounded by assholes.

Og sidst, men ikke mindst, selveste Charles Darwin: “It is not the strongest of the species that survives, nor the most intelligent that survives. It is the one that is most adaptable to chance“.

AMEN to that! Rigtig god weekend.

-Mette Milan

8 thoughts on “Når det ville være lettere at være pakket ind i gips fra top til tå.

  1. Kære Mette
    Tak for at du deler.. ❤️
    Og ja det ville bare være SÅ meget nemmere, i forhold til omverdenens forståelse, hvis man var pakket ind i gips når man har en ‘usynlig’ sygdom. Men nok ikke så meget i praksis 🤔😆

  2. Søde Mette…
    Du skal nemlig gøre det som gør dig glad, giver plus på den positive konto, og så kan alle andre blande sig uden om. Det kan man godt tænke og vide er rigtig, men alligevel have svært ved, men det er det eneste rigtige. Og vi som ser med, kan jo se hvor meget du brænder for shoppen, dine produkter og test af produkter i dine skønne videoer, så selvfølgelig skal du gøre det.
    Ønsker for dig at lyset snart vinder over mørket ❤️

  3. Elsker at du er så hud ærlig ❤️

    Selvfølgelig skal du gøre hvad der lige nøjagtig hvad passer dig også selvom du er sygemeldt 🙏🏻
    Ønsker det bedste for dig 🙏🏻😘

  4. Jeg er selv i samme situation som dig lige nu, og du har helt ret – først når man selv har prøvet det, ved man, hvor hårdt det er at gå igennem :/

    Det er forfærdeligt at være i en situation, hvor man føler, at man ikke kan kende sig selv. Alt det jeg plejede at være glad for, føles pludselig som ligegyldigt, og mine følelser er som lammet. Ikke sjovt :/

    Håber på det bedste for dig!

  5. Så godt skrevet og spot on❤️
    Det vil da være meget nemmere hvis man var i gips eller folk kunne se det.. Men, hvor er det da bare trist at det stadig er så meget tabu på dette område, når vi faktisk er mange der er ramt.. Tak for du deler❤️
    Ja, den er svær den med mistillid👎 Kan godt huske når man fik af vide tag på café, tag ud af spis, tag ud og hyg dig.. Øhhh ja men hvad hvis ens kollegaer så en, så troede de jo man havde det godt🤔 Nøøøj det skal ikke være nemt.
    Tak for du deler Mette❤️ pas på dig selv❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 + 7 =


WordPress spam blokeret af CleanTalk.