Alle indlæg og emner.

Update på min samtale i psykiatrien.

“Mette, føler du dig ofte, som en belastning? Har du dårlig samvittighed i hverdagen? Har du skyldfølelse?” Bam bam BAM! JA! Til alle tre ting. Jeg føler mig, nogle dage, som en kæmpe belastning for samfundet. Jeg har dårlig samvittighed over, at være en utilstrækkelig kollega lige nu og ikke kunne arbejde. Jeg har skyldfølelse over at være en ufattelig, dårlig, humørsvingende og trist kone!

Så ja – tre gange ja! Og ja til SÅ mange andre spørgsmål jeg blev stillet i dag. Også nej til nogle. F.eks. om jeg vågner om morgenen og bare ønsker at dø eller ville ønske, at jeg ikke var vågnet. Eller om jeg troede, at jeg havde gjort noget dårligt tidligere i mit liv, og nu blev straffet med depressionen pga. af det.

Men der var flest ja’er, og nogle af de spørgsmål jeg blev stillet, fik mig virkelig til at tænke.

Det var på mange måder en interessant og lang samtale, hvor jeg primært skulle beskrive mig liv fra dag 1 til år 31. En gennemgang af barndom, ungdom, og mit liv nu. Tungt og følelsesladet, hyggeligt og uhyggeligt. 31 år. Det er mange år, og så alligevel, slet ikke. Jeg sidder her, som 31 årig med en moderat til svær depression, som jeg skal til at arbejde med. Som jeg skal til bunds i. Uden at vide, om det nogensinde går helt væk. Om jeg kan holde det væk. Det kan vel komme tilbage, når det vil? Hvad kan JEG gøre for at få det bedre? Holde det på afstand. Så mange, mange tanker.

Jeg ved, hvad der har trigget det hos mig, så det arbejder vi med først, men psykiateren ville også gerne ind på mine mange år med angst, og om jeg stadig havde det.

Mit umiddelbare svar var : Nej. Jeg har kontrollen over angsten. Men dukker den op i ny og næ, og prøver at kradse i overfladen for at komme ind? Absolut! Jeg har mærket den meget de sidste tre måneder, men den har ikke fået lov til at udvikle sig til panikangst og deciderede anfald. Og det får den heller ikke lov til igen. Men jeg kan godt sidde om aftenen, især, og lige pludselig mærke hjertet hamre afsted og ud af takt. Jeg mærker varmen i kinderne, sveden på panden, hænderne, der begynder at prikke og stikke, klumpen i halsen og brystet, følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt, svimmelheden… men jeg får det stoppet. Det kan jeg nu. Efter mange år med mange anfald. Jeg går ud på terrassen og trækker vejret dybt! Ét er, at jeg er deprimeret – men fandme nej, om den invaliderende angst får lov at vende tilbage i min krop.

Det fortalte jeg psykiateren, og hun var anerkendende og god til at lytte. Hun mente, at jeg udfyldte mange af kriterierne for generaliseret angst oveni depressionen, men fordi jeg mente, at jeg havde styr på det, havde jeg naturligvis hendes respekt, og hun ville fokusere på depressionen.

Har du social angst?” spurgte hun afsluttende. Social angst? Måske? Jeg er ihvertfald introvert. Jeg magter ikke store forsamlinger. Jeg får ikke energi i store forsamlinger. Jeg får energi alene og sammen med de mennesker jeg er tættest med. Trygge med. Min mand er den ene af de mennesker. Jo. Måske har jeg lidt social angst, fik jeg hende fortalt. Det har altid været svært for mig at deltage i fester og større arrangementer. Jeg hadede at tale med folk. Magtede det ikke. Total sært. Men sådan havde jeg det og har det stadig sådan, i en vis grad, den dag i dag. Det tager mig 2-3 uger at forberede mig mentalt, hvis jeg skal noget. En fødselsdag, julefrokost osv. Folk tror mig simpelthen ikke, når jeg fortæller det. “Jamen, du er da så udadvendt!?” Nej, det er jeg faktisk ikke, men jeg tager den “professionelle hat” på, når jeg skal. Forbereder mig. Som den lærer jeg er. Så taler jeg og klarer det flot. Bagefter er jeg totalt udmattet.

Jeg er også en scanner. Jeg scanner ALT! Alt. En forsvarsmekanisme jeg har fået fra barnsben. Enhver lille stemning. Stemmeleje. Øjenkontakt. Mimik. Scanner scanner scanner. Tager det hele ind. Lagrer det i min krop. Føler på det. Bærer rundt på det. Ind til jeg ikke kan længere. Jeg mærker det hele. Overanalyserer. Prøver at løse det. Prøver at smide det væk. Det sidste kan jeg stadig ikke. Det sidder sgu fast i mig. Ofte kan jeg, ved bare at kigge på folk, se, at de skal skilles, er syge eller andet. Det er ikke noget overnaturligt i det. Jeg bemærker bare ting, som andre måske vil overse.

Alt det samlet, skaber en sensitiv person. Giver mig forstærkede personlighedstræk, der gør at mine tanker aldrig står stille. Sker der noget omkring mig eller med mig, som jeg finder uretfærdig (jeg har en STÆRK retfærdighedssans) og grænseoverskridende, så står jeg af.

Samtidig er jeg også pisse stærk. Det ved jeg. Stærkere end de fleste. Også psykisk, selvom man ikke skulle tro det. Jeg arbejder med mig selv hver dag. Tager det ind. Vender det hele til noget positivt. Det er ofte en lang process for mig, men jeg er god til det.

Shoppen hjælper mig meget. Det talte vi også om i dag. Shoppen er min kæmpe hobby. Passion. Fritidsinteresse. Det eneste, der pt får mig op om morgenen. Dét, der holder mig i gang. Det var positivt, sagde hun. Meget. En hobby, som jeg bestemt skulle dyrke og holde fast i. Ikke 10 vilde heste kan få mig til at stoppe med shoppen. Mit hjertebarn, der holder mig i gang. Får mig til at tænke på andre ting. Shoppen er for mig, hvad ridning, golf, fodbold, musik osv er for andre. Det kan måske være svært for nogen få (heldigvis) at forstå, at jeg får den nødvendige ‘energi’ af shoppen og kan pakke ordrer der, når jeg ikke kan arbejde, som lærer. Til dem vil jeg bare sige : Du forstår INTET, før du selv har mærket en depression i dit liv – og det ønsker jeg ikke for min værste fjende. Lad være med at dømme, når du ikke ved, hvad folk går med af tanker og udfordringer! Man kan ikke sygemeldes fra sit privatliv. Og et privatliv må ALLE have lov at have. Hvad der er godt for dig, er ikke nødvendigvis godt for mig OG omvendt.

Jeg skal igennem et langt forløb i psykiatrien med samtaler med en socialvejleder, evt gruppeterapi og samtaler med læger ift. om jeg skal have andet medicin eller mere medicin. Sidstnævnte fortalte jeg, at jeg ikke rigtig var interesseret i, medmindre, der ikke var nogen udvej. Jeg tager allerede antidepressiv (vitaminpiller til hjernen) og kunne godt tænke mig blot at blive ved med den dosis, og så få et psykisk skub via kognitiv behandling. Måske lidt at sove på, for jeg har satme sovet dårligt i 6-7 måneder.

Nå, en kort opdatering blev lang, men jeg ville hellere skrive det ned, end at lave en lang story på Instagram. Jeg har været hammertræt i dag efter næsten 2 timer med spørgsmål.

Tak fordi I læser med! I holder mig også kørende. Tak!

-Mette Milan

6 thoughts on “Update på min samtale i psykiatrien.

  1. Dejligt at du deler ud af dine følelser og oplevelser! Så givende og så sejt af dig ♥️ Jeg håber du får lige præcis den hjælp som kan give dig det bedre 🌸

  2. Hvor er du sej og stærk !! At være SÅ meget i knæ og samtidig lukke os andre ind – være med til at bryde tabuet omkring angst og depression – det er fa… vigtigt at man ikke føler man skal gemme sig bare fordi ens hjerne er blevet “lidt rundtosset”. Tak !!

  3. Godt du kom afsted – ja det er Mega drænende at lukke op og lade en psykiater vade ind i hovedet, kroppen og sit liv. Men det hjælper. Du skal gøre det der gør dig glad og som præcis får dig op om morgenen. Så længe du har noget der kan det, er du allerede langt. Fedt du fortæller om det.
    Og prøv så uge at hør her. Jeg troede faktisk lige det var mig du beskrev. Med ord jeg aldrig selv har haft!! Det er vanvittigt.

  4. Stærkt skrevet Mette. Og hvor er det bare godt at du er stærk til at holde fast i at shoppen er din hobby og dit privatliv og det sygemeldes man ikke nødvendigvis fra. For som du siger har alle ret t et privatliv. Det tror jeg er rigtig godt for dig. Knus herfra

  5. Hej Mette
    Hvor er det fedt, at du deler noget så personligt med “os andre”. Jeg følger normalt ikke/læser med på forskellige blogs. Du formår dog alligevel at fange mig med din. Jeg ser mig selv, i nogle af de ting du beskriver og jeg kan se mig selv lidt i dig, selvom jeg jo ikke kender dig. Jeg er i en periode, hvor jeg har det svært, hvilket jeg ikke har indrømmet eller indset før nu. Jeg håber, at jeg får mod til at række ud efter hjælp. Dit indlæg har, om ikke andet, givet mig stof til eftertanke. Tak for det. Jeg ønsker dig god bedring og held og lykke.

  6. Hvor er det godt skrevet, og så dejligt du deler ud af det, af tankerne.
    Jeg kender mange af dem, eller kan i hvert fald relatere, og det giver virkelig noget at læse dine ord, tanker, perspektiver.. Og så er din passion omkring shoppen, alle de gode tip du deler og al hudplejenørderiet også så skønt at følge med i 😊
    Ønsker dig alt det bedste med alting! ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 + 1 =


WordPress spam blokeret af CleanTalk.