Hudplejeprodukter · Tips og tricks

Perioral dermatitis – Hvad er det?

PD, som man forkorter Perioral Dermatitis med, er en hudlidelse, der, for mit vedkommende, er dukket mere og mere op. Jeg får mange beskeder og billeder i løbet af en måned, hvor jeg fornemmer enten rosaceatilstand eller PD. Jeg beder dem naturligvis altid henvende sig til egen læge, da jeg jo ikke er hudlæge og kan stille diagnosen, men jeg ser tegnene og i 95% af tilfældende, siger lægen eller hudlægen det samme, som jeg.

PD er især blevet udbredt. Så de sidste mange måneder har jeg læst en del om emnet og prøvet at finde hoved og hale i, hvorfor det kommer, hvad man kan gøre og hvad man ikke skal gøre.

Hvordan ser det ud?

PD viser sig, som regel, omkring munden og under næsen, som små røde knopper med eller uden pus i, der kan sidde i klynger – Ofte, når man klemmer dem ud, fordi man tror, at det er en hudorm eller uren hud, kommer der klar eller gullig væske ud. Det er rødt, tørt, nogle gange skællende og huden er irriteret. Hos nogle kan det klø og hos andre mærker man ikke andet end, at det er rødt og kosmetisk generende. I slemme tilfælde af PD, kan man få eksemlignende tilstande omkring øjnene også.

Hvem får det?

Eftersigende er det 90% kvinder mellem 16 og 45 år og resten fordelt udover mænd og børn. Heldigvis er der kun 0,5-1%, der har/får lidelsen på verdensplan.

Er det farligt?

PD er ufarligt, men meget generende, rent kosmetisk, hos de 0,5-1%, der lider af hudtilstanden. PD kan behandles med en tur til lægen. Der findes forskellige receptpligtige alternativer, som antibiotika, og bør gå i sig selv efter nogle ugers tid. Tilstanden kan dog vende tilbage hos nogen efter noget tid.

Hvorfor kommer det?

Der er mange gisninger og “jeg tror” teorier derude, men ingen evidens! Nogen er sikker på, at det kommer fordi man bruger for mange produkter og skifter for meget i serier osv. Det tror jeg på ingen måde er det!

Andre mener, at det er stressrelateret, sådan generelt, hvilket giver god mening. Rosacea og psoriasis kan også udløses af stresslignende faktorer, hvor kroppen begynder at producere mere af noget og mindre af andet. Det giver en ubalance. Vores krop reagerer på så mange måder. Nogen taber håret. Andre får udslæt på kroppen.

Så er der nogle, der peger hen mod, at det er hormonel betinget. Muligvis, men ikke helt overbevisende for mig. Dog ved jeg at hagen, og de udbrud man får der, kan komme pga hormoner (Ægløsning og menstruation, samt PCO), men jeg tror ikke, at PD er direkte hormonel betinget.

Nogle mener også, at det er arveligt betinget. Ligesom rosacea og ofte psoriasis er.

Der bliver også peget hen imod at ekstra sarte og lyse hudtyper er særlig ramt af PD, pga. stærk sollys, for stærke, unødvendige syrer, alkohol og ingredienser i hudpleje, alkohol og krydret mad.

Betændelsestilstand i hårfolliklerne, nævnes også af nogle. En inflammationstilstand i huden generelt.

En allergisk reaktion på f.eks. tandpasta, skyllemiddel og shampoo nævnes også.

Næsespray igennem længere tid eller inhalator med kortikosteroid (Binyrebarkhormon) menes også at kunne spille en rolle.

Som I kan se og læse, er der mange gisninger, men ikke nogen reel evidens. I princippet kan PD ramme os alle.

Hvad kan man gøre?

Først og fremmest vil jeg ALTID anbefale, at man får bestilt en tid hos egen læge, for at være sikker på, at det er PD og ikke en anden sygdom omkring munden. Få talt om, hvilke midler der findes mod det og effekten/bivirkningerne af det. Mange læger vil, måske pga. uvidenhed på området, anbefale at man absolut intet smører på eller gør ved PD.

Jeg er, igen, ikke læge, men det sidste jeg ville gøre, om det så var akne, PD, rosacea, eksem eller psoriasis, var bare at lade det være. Jeg ville absolut finde mig de rette, men få, produkter at smøre med, så området ikke tørrer mere ud og bliver mere irriteret. Jeg ville holde mig fra produkter med frugtsyrer, olier, silikone og for meget alkohol, men jeg ville toppe den med hyaluronsyrer, antiinflammatoriske ingredienser, eksperimentere med salicylsyre i mild form (da det netop er antiinflammatorisk) og sørge for, at huden havde nok fugt og næring.

Hvad gør jeg?

Jeg har rådgivet både online og i min klinik med god effekt for de fleste – For nogen har det ikke hjulpet. Det er derfor svært at give en opskrift, der hjælper for alle, men denne opskrift har hjulpet en del:

  1. Rens huden mildt hver aften. Her må det meget gerne være en mild, fugtgivende rens, som denne balm, der ikke udtørrer og irriterer, men tilfører huden vitaminer og mineraler. Den indeholder også svovlsyrer, zink og præbiotika.
  2. Smør fugt på morgen og aften i form af hyaluronsyrer. Denne her har virket godt for mange. Det samme har denne.
  3. Der skal creme på overfladen af huden, for at beskytte, men undgå de helt fede cremer med silikoner og mange olier i. Denne er let og god.
  4. Salicylsyrer har virket for mange, men ikke for alle. Salicyl trænger dybt ned i huden, og bekæmper bakterier og anden inflammation. Jeg har anbefalet disse til de med PD. Jeg har anbefalet dem at bruge dem hver anden aften, og virkelig holde øje med huden mens, så de ikke overforbruges og gør det hele værre.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke nødvendigvis er kuren, men det er det, der har hjulpet mange af dem, der har henvendt sig til mig.

-Mette Milan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 6 =