Alle indlæg og emner.

Er en hund nu også “bare” en hund?

I tirsdags sagde min mand og jeg endegyldigt farvel til vores barn: Balto gennem 13 år. Til de af jer, der ikke vidste det, så havde han svulster i næsehulen og var sandsynligvis ramt af kræft flere steder i den lille krop. Operation var udelukket og uden garanti for, at det overhovedet ville hjælpe ham, for det havde nok spredt sig og han var snart 13 år gammel. Så tirsdag formiddag valgte vi for ham, at han ikke skulle igennem mere. Det var meget “smukt” faktisk og foregik hjemme på terrassen, som var hans yndlingsted og hvor han har ligget og solet sig hele hans liv. Det hele tog omkring 2,5 minut. Han fik sovemedicinen i nakken, som han faldt i dyb søvn af efter to minutters tid, og herefter sprøjtede hun aflivningsvæsken ind i åren på ham, og efter 30 sekunder trak han ikke længere vejret. Hans lille ben gled bare ned, som om han nu slappede fuldstændig af og væk var han. Han sov bare. Han må have været mere afkræftet end vi havde regnet med (Det trøster jeg i hvert fald mig selv med) for han fortrak ikke en mine, mens det stod på. Hverken et spjæt eller andet. Der var komplet ro. Og derefter komplet sorg! 

Jeg har holdt igen med mig selv, Balto og det private generelt, efter en virkelig usympatisk og ubehagelig “diskussion” omkring mig og mine følelser på Jodel. Der gik min hjerne i sort og jeg blev voldsomt ked af det. Et eller andet, virkelig fejt menneske, skrev på Jodel, at han/hun synes det var mærkeligt, at jeg sammenlignede min hund med et barn, og at det var voldsomt at gøre. En anden usympatisk person skrev : “Afliv nu den stakkels, syge hund” og som slukkede man for stikkontakten, slukkede min lyst, til noget som helst, indeni. Klik. Jeg var i flere dage bange for, om der var endnu en depression på vej, fordi jeg blev så ramt og ked af det over de screenshots jeg fik tilsendt, at min hjerne og krop bare lukkede fuldstændig ned, samtidigt med, at jeg ville koncentrere mig fuldt ud om Balto og hans sidste tid hos os, men nu fik jeg på ingen måde lyst til at dele mere om det. 

Siden hvornår, har det været okay at sammenligne sorg?

I flere dage gik jeg og tænkte over, om det var forkert af mig at elske Balto (og Bella) så meget som jeg gjorde og gør. Om det var forkert af mig at omtale dem, som “vores børn“. Lige indtil det slog mig, at man da for fanden ikke kan sammenligne sorg fra menneske til menneske og at det fandme aldrig har været okay at negligere andres følelser, om det så er et menneske eller et dyr man har mistet! I virkeligheden fandt jeg ud af, at jeg muligvis rummede større respekt, og accept endda, for forskelligheden og den sorg vi kan føle, end de mennesker, der skrev, som de gjorde om mig på Jodel. Da jeg kom frem til den erkendelse, som jeg tror på, lysnede det for mig og jeg blev “mig selv” igen – indtil i tirsdags, hvor vi så blev ramt igen og mistede en del af os selv. Vi blev amputeret, som familie herhjemme. Familien bestående af min mand, Bella, Balto og jeg. I 13 år har Balto været en del af vores liv hver evig eneste dag. Vi har været mere sammen med ham end nogen andre fra vores øvrige familie de sidste 13 år. Balto var der hver dag. Altid glad og med logrende hale, selvom man kom hjem og var sur efter en dårlig dag, og råbte af ham eller andre eller selvom man var syg med depression i 6 måneder og ikke havde overskud til noget som helst – Balto var der og altid, ALTID glad. At man så ikke kan forstå den enorme kærlighed man får til sådan et dyr, siger mere om dem end om os, der elsker dyr, som var de vores børn. Jeg skammer mig ikke længere over at sige: Balto var MIT barn. For det var han. Jeg har mistet mennesker i mit liv, der har gjort mindre ondt end at miste Balto. Jeg er opdraget med, at dyr er en del af familien og noget man elsker ligeså højt, som andre mennesker.  Og det er sådan det er. Man kan ikke sammenligne menneskers sorg. Og man bør ikke sammenligne menneskers sorg. Det er personligt, privat og det er noget man BØR have respekt for. Om det handler om en hund, kat, marsvin, eller en onkel fra Amerika – Sorg.kan.ikke.sammenlignes.punktum. Og man skal have lov til at føle præcist den sorg, man gør, uden at nogen skal være fordømmende og begynde at sammenligne med noget som helst. Det er okay, at man ikke er enig og føler helt, helt anderledes for tingene, men det er ikke okay, at man begynder at ytre sig om det på andres vegne og nedgøre, hvad andre føler, fordi man har oplevet noget, der er værre. Det kan godt være det lyder hårdt, når jeg skriver det på denne måde, men igen : Sorg kan ikke sammenlignes. 

Selvfølgelig, og det kan vi hurtigt blive enige om, har nogen oplevet alvorlige ting, som man slet ikke kan sætte sig ind i. En sorg så altoverskyggende, at deres liv forandres forevigt. En dyb traume. Nogen mister og kommer aldrig nogensinde over det. Der er forskellige grader af sorg, men graderne kan stadig ikke sammenlignes, for det er, igen, forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man oplever det. Jeg vil egentligt bare, at man respekterer hinanden. Jeg respekterer dig, der bag ved skærmen. Er det for meget forlangt med det samme tilbage? 

You live – You learn.

Jeg har lært mange ting de seneste uger. Jeg har lært at kærlighed til noget er “farligt”, for man kan risikere at miste det, men den kærlighed man har og har haft til noget eller nogen, er det hele værd! Jeg har lært, hvad jeg vil finde mig i, som menneske, på de sociale medier. Jeg har fået sat en grænse, og fremadrettet vil jeg være mere konsekvent på mit medie. Jeg sorterer ud i mennesker, jeg mener giver negativ energi og jeg blokerer dem, jeg har lyst til at blokere. Det er mit medie, og hvem bestemmer der? Det er næsten den eneste ret man har i dag, på det sociale medier. 

Jeg har også lært, at rigtig, rigtig mange elsker dyr, ligeså meget som jeg gør. Det har væltet ind med beskeder de sidste 14 dage, og det hart væltet ind med blomster den sidste uge fra venner, bekendte og følgere, som kondolerer for vores tab. Der er folk, der vil hinanden det bedste. Det er sammenhold, der vil noget, og får mobbere og trolls til at blegne med det samme <3 <3 TAK for jer. 

-Mette Milan 

Farvel min skat – Tak for alt.

 

 

 

16 thoughts on “Er en hund nu også “bare” en hund?

  1. Jeg elsker at følge med på din instagram, og jeg selv er mor til et hundebarn af samme race, som fylder 9 her i september. Min bebs havde brystkræft, men det var heldigvis lige til.
    Jeg kondolere meget med tabet over jeres søde hund, og håber at i kommer ovenpå igen. Der er ikke noget værre end at miste et familiemedlem.

    Mange tanker til jer! <3

  2. JEG føler med dig og folk der har ytret sig (uden at være blevet spurgt vel at mærke) negativt/nedladende burde satme skamme sig!!!! Jeg fældede en tåre da jeg så at Balto var gået bort og jeg kendte ham (ja ikke den, men ham) ikke en gang! Har selv mistet både hund og kat og frygter allerede nu hvordan jeg vil få den den dag vores hund ikke er der mere! Sorg kan nemlig overhovedet ikke sammenlignes og hvordan man reagerer på sorg kan heller ikke sammenlignes! Nu har Balto fred og I gjorde det man som forældre skal gøre – mere kan man ikke forlange. Solskin til dig og din mand ☀️

  3. Hej Mette
    Hvor er det fantastisk skrevet . Sorg er som du selv skriver en privat ting og vi ska ik diskutere om det er i orden at føle dyb sorg over at miste sin elskede hund . Vi har også måtte sige farvel til vores Lilo og hun vil da aldrig blive glemt men gemt i vores hjerter . Tak for din dejlige ligefremme måde at være på kram til dig fra Linda

  4. Som mange af os der har mistet babybørn siger: selv små fødder sætter dybe spor.
    Små poter ligeså ❤️❤️❤️

    Kærlighed til dig 💙

  5. Det var en rigtig dum ide at læse dette indlæg mens jeg spiste frokost på arbejdet for det fik mig til at græde. Jeg kan 100% følge alt hvad du skriver! Har selv 2 hunde og de ER mine børn ❤️. Jeg kunne aldrig elske nogen højere end jeg elsker dem – måske ligeså højt, men ikke højere. Punktum!!!
    Bare tanken om at mine babyer en dag skal forlade mig giver mig tårer i øjenene, jeg kan ikke forestille mig en større sorg. Jeg bliver også ofte mødt af folk der syntes jeg er for meget og “det er jo kun en hund” I DONT GIVE A FUCK!!!
    Sender en masse kærlighed til dig, din mand og Bella. Og husk at sorg er kærlighed der er blevet hjemløs ❤️❤️❤️

  6. Godt skrevet, Mette. Man skal absolut ikke finde sig i dumme og sårende kommentarer på de sociale medier, og jeg forstår dig så godt.
    Hjemme hos os er vi på hunde nr 5 og 6, og den ældste er nu også 13 år, men har levet et rigtig dejligt hundeliv. Vi har valgt at få “brugte” hunde og har forsøgt at give dem et godt liv. Og ja, de er da vores børn.
    Jeg kondolerer og ønsker jer en god fremtid med dyr.
    Kærlig hilsen fra en stor hundeven.

  7. Kære Mette

    Jeg har ikke hund og har heller aldrig haft det. Men når jeg kigger på min 11 årige søn og hans undulat, så er der absolut ingen tvivl om at DET er kærlighed. Og han bliver knust den dag, vingerne ikke længere kan lette.
    Så det betyder ingenting om det “bare” er en undulat/hund/kat/hamster. Det er kærligheden der får et hak, når vi mister. Og hvad ville verden være uden.

    Op med vingerne. Glem Jodel. Vi er mange der står bag dig, fulde af forståelse og kærlighed.

    ❤️

  8. Kære Mette. Jeg føler så meget med dig. Er også hundemor til en 14 årig, og kan tude på stedet ved tanken om at han ikke er her for evigt. Har grædt mange gange over Balto fordi det hele kommer så tæt på i forhold til min egen hund. Selvfølgelig må du sørge og selvfølgelig var han også jeres barn. Kram og tanker fra mig

  9. Fuld støtte herfra! Er selv kattemor. Og er hver eneste dag stolt af det.. pyt hvad andre syntes og mener. ❤️

  10. Har selv haft hund og måtte tage beslutningen om at det er ..nu. Følte mig helt alene i ca. 3 mdr. Men hvor er jeg heldig at have kendt Zita i 15 år. “Sorg er Kærlighed der er blevet hjemløs” smukt sagt. Krammer til Jer.

  11. Du kan trøste dig med, der findes et sted i helvede til sådanne mennesker. Det er også der latterlige kællinger ender. Det trøster jeg mig med.
    Dorthe
    PS. Uden børn og med hund ❤️

  12. Jeg er hverken katte- eller hunde mor men jeg kan mærke din smerte og din sorg ❤ Det at være mor om det så er til dyrebørn eller menneskebørn, gør en utrolig sårbar og samtidig er det den største gave ❤ Kæmpe kram til jer ❤

  13. Det er bare så hårdt!!!!
    Jeg græd næsten konstant i 14 dage da vi mistede vores dejlige hund … og gør det stadig når jeg tænker på hende selvom det er 2 år siden. Et savn og en sorg som ingen skal fordømme, da den er min.
    Fik en ny hund efter kort tid, da min mand ikke kunne holde jeg sådan græd. Jeg ved det bliver det samme når vi mister hende, men glæden ved at have en hund er det hele værd trods alt❤️

  14. Åh du skønne kvinde – jeg elsker dette skriv! Du har alt min opbakning og støtte.
    For ikke at tale om, hvor meget ret, du har!
    Du er så fantastisk at følge. Jeg beundrer dig for at turde lukke op og dele ud af din verden på godt og ondt.
    Det gør helvedes ondt at miste sit barn – i mit tilfælde en kat. Det er det værste til dags dato 💔 stadig her 2 år efter kan jeg ved små minder få tåre i øjnene.
    Jeg blev også mødt med, man tager ikke fri fra arbejde, fordi ens dyr er syg. Øh JO! Det kan du eddermame tro. De skal ikke lide alene. De er valgt! Og de giver så meget, at det manglede bare, at man tager fri og passer på dem i deres sidste tid. (Min kat var ekstremt dårlige lige pludselig og fik af vide af dyrlægen, at hun ikke måtte være alene)
    Så holdte også fri, men man har bare ikke brug for andres negative meninger.
    Det skaber intet godt også at have dem at forholde sig til.
    Nå, det blev langt – beklager.
    Men det korte af det lange er – SORG ER SORG!
    Og du er enestående – jeg ønsker dig alt det bedste! 🌹

  15. Kæreste Mette det gør mig ondt med tabet af Balto ❤️
    Når man siger at det sværeste ved at have kæledyr er, at man en dag skal sige farvel – så kan det ikke være mere sandt. Hvis ikke man betragter sit kæledyr som sit barn så skal man ikke have dem.
    Op i røven med alle dem der er så uempatiske i det her, selvom det er svært at ignorer de beskeder, men de har vist aldrig oplevet er forhold mellem kæledyr og ejer, for det er ubeskriveligt 🥰❤️

    Jeg sender dig en masse tanker ❤️

  16. Kære Mette
    Jeg har både haft hund og har sagt farvel til den grundet kræft, og det gør så usigelig ondt.
    Har også katte, hvor af den ene skulle ha” killinger, den fødte så kun en, så en tur til dyrelæge. Det viste sig at der stadigvæk var en killing ,som lå så den ikke kunne fødes, så det blev kejsersnit, når jeg så har fortalt det til familie og venner har reaktionen været, (hvorfor fik i den ikke bare)
    Det gør mig ked af de ikke forstå hvor meget stella betyder for os,
    Hun er jo så meget mere end en kat hun er et medlem af vores lille familie
    Hilsen Lone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 + 2 =