Alle indlæg og emner.

Om at være introvert.

Jeg har altid vidst, at jeg ikke var, som de andre.

Som barn, havde jeg ikke det vilde behov for at lege med andre hver dag efter skole eller være med til fodbold på legepladsen om aftenen. Jeg ville gerne bare hjem og lege med mine barbier for mig selv. Da jeg blev teenager og mine venner og veninder ville i byen hver weekend, ville jeg egentligt helst bare være hjemme på værelset, se tv og hygge mig – Alene. Så jeg havde altid en masse undskyldninger, hver gang nogen spurgte mig, om jeg ville med, og jeg bare ikke havde lyst. Til sidst lod de selvfølgelig være med at spørge mig, for jeg var altid “syg” eller skulle noget. Selvfølgelig var jeg med en gang imellem, men det var mest, når jeg tvang mig selv til det eller mine forældre mente det ville være godt for mig. Nogle gange var de nødt til at bestikke mig med penge, for at tage af sted med vennerne. De mente, at de gjorde det, der var bedst for mig 🤷🏻‍♀️ Som regel var det også sjovt, når jeg først var kommet af sted, men jeg var træt i hoved og krop i flere dage efter. Sådan har det altid været.

I mange år følte jeg mig anderledes og “kedelig”. Hvorfor havde jeg ikke lysten til at være social? Ligefra at arbejde sammen i grupper i skolen eller på arbejdet (hader jeg stadig den dag i dag) til at tage til arrangementer, fødselsdage, fester osv. Der måtte jo være noget galt med mig, ikke? Men så lærte jeg om udtrykkene : introvert og ekstrovert, og med ét gav mit liv og mine personlighedstræk mening.

Introverte mennesker får energi af at være alene – at være i sit eget selskab. Ekstroverte får energi af at være sammen med andre og møde andre. Nedenfor har jeg fokus på det introverte 👇🏼

Er man introvert, har man oftest få, men meget tætte, personer i sit liv, som regel, personer man har kendt i årevis eller hele sit liv. Man har ikke brug for en kæmpe vennegruppe, for man vil aldrig kunne agere i det alligevel. Introverte mennesker arbejder bedst alene – De magter ikke gruppearbejde på arbejdet eller i andre sammenhænge. De vil hellere arbejde alene og fordybe sig. Store fester, nye mennesker og tanken derom, dræner en allerede før man er taget af sted. Nogle gange flere uger forinden. Introverte mennesker er også mere sensitive og følsomme, generelt, end ekstroverte mennesker. Til det, er der lavet undersøgelser ud fra hjernens stimuli. Er man introvert, føler man sig sjældent ensom eller alene. Man nyder nemlig sit eget selskab, og føler ikke, at man går glip af noget.

Jeg har læst flere steder, at det at være introvert, kan være arveligt. Forskningen peger i den retning, og det giver rigtig god mening for mig. Min far er meget introvert, og har altid været det. Han har desværre bare aldrig kunnet navigere i det og sige fra, så det har på mange måder ødelagt ham. Det vil jeg ikke lade ske for mig. Derfor har jeg øvet og øvet på at acceptere det at være introvert og sige fra UDEN at lave undskyldninger. Det har taget årevis, men jeg er ved at være der. Og vigtigst : mine medmennesker, de der kender mig, accepterer det.

Min lillebror og mor er ekstroverte, skal det lige siges, så det kan jo virkelig fordele sig ret forskelligt 😊

At være introvert er ikke en psykisk sygdom eller noget i den dur – Det er et personlighedstræk, som over halvdelen af os deler. Det kan dermed ikke sammenlignes med social angst eller det at være genert/usikker. Jeg er på ingen måde usikker. Jeg har en god selvtillid og et godt selvværd. Men jeg magter bare ikke store forsamlinger, nye mennesker, mennesker, der klistrer på mig eller manglende alenetid.

Introverte er ikke impulsive og bryder sig sjældent om uventet besøg.

Jeg har øvet mig på at være en smule mere “ekstrovert” – Jeg har øvet mig på at sige ‘ja’ til arrangementer, tage med, og gå igen, når jeg ikke kan mere – og det accepterer folk omkring mig efterhånden. Der vil altid være nogen, der ikke fatter eller respekterer en, uanset om man er introvert eller ekstrovert – og det er her, du skal arbejde med dig selv og acceptere hvem du er og hvad du har brug for og hvad du ikke har brug for. Du skal lære dig selv at sige fra og til, ud fra, hvad der føles rigtigt i dig selv / din mave. Lær at sige fra uden at give undskyldninger. For de dårlige undskyldninger giver dårlig samvittighed, og så eskalerer det hele endnu mere.

Det er nemlig mere end okay, at være introvert og alt det, der hører med! Det er det personlighedstræk man har, og sådan er det. Man kan godt “øve” sig på at sige ja til noget en gang imellem, men man skal ikke tvinge sig selv til en masse, for det vil dræne en. For mig trigger det min angst, hvis jeg presser mig selv for meget.

DU er ikke alene om at være introvert. Omkring 50% af os er det! Vær åben omkring det. Selvom det kan være grænseoverskridende, så er der intet galt i at være introvert eller ekstrovert for den sags skyld. Det er bare sådan man er.

Lad mig høre : er du introvert eller det modsatte?

Kh Mette

13 thoughts on “Om at være introvert.

  1. Jeg kan nikke genkendende til ALT, hvad du skriver. Har altid følt mig forkert ift. de meget sociale mennesker omkring mig, der ikke kunne få nok fester og kontakter at sms’e med og kalde venner. Og det har både været i folkeskolen, på efterskole, på gymnasiet og på uni. Jeg er blevet bedre til at stå ved mig selv, men følelsen af et behov for at skulle fabrikere en undskyldning eller føle sig “udstillet” som værende anderledes, når man “ikke bare kan være som alle andre”, er der stadigvæk. Især fordi jeg har erfaret, at det kan virke på folk som om, at man enten ikke kan lide dem, når man ikke vil deltage i sociale ting, eller at man isolerer sig selv og har brug for professionel hjælp.

    Det er svært at være introvert i en ekstrovert verden, men efter at læst psykologi som sidefag på uni, har jeg lært at der i høj grad er tale om et spektrum. For jeg har tit hørt den bemærkning med, at jeg da absolut ikke er stille og trækker mig, hvis jeg er i selskab med nogen, jeg kender godt. Men sandheden er at AL social interaktion dræner min energi, men det ser folk sjældent. De ser ikke, at man er træt i et par dage efter en fødselsdagsfest eller lign. Og det handler ikke om, at man ikke GIDER at være social – det handler udelukkende om, hvordan man bedst lader sin energi op. Og hvis man ikke er specielt introvert selv, kan det nok være svært at sætte sig ind i, hvor meget aktivitet og energi, som en introvert person bruger på bare at være tilstede i et rum med mere end 2 mennesker, hvor der hele tiden skal holdes fokus på, om nogen snakker til én osv osv.

    Og psykologien anerkender introvert/ekstroverthed som værende et personlighedstræk, der placerer sig på et spektrum – ligesom mange andre karaktertræk. Det er sjældent, at man placerer sig i de yderste modpoler – og der er et hav af faktorer, som har en effekt på både graden og udfoldelsen af personlighedstræk (situationen, gener, miljø, erfaring). Så man kan sagtens være primært ekstrovert men alligevel med et introvert behov for opladning af energi engang imellem – og omvendt.

    1. Hvor er det dejligt du italesætter emmet Mette. Man kan nogen gange godt føle sig som Palle alene i verden, når man er en introvert person.
      Så det er utrolig rart at blive mindet om, at man ikke er den eneste.
      Jeg har ligesom du bøvlet med de udfordringer der følger med at være introvert, både som barn og nu som voksen, hvor jeg også ofte tvinger mig selv til at tage chancer og mødes med folk, selvom jeg egentlig ikke har lyst eller overskud.
      Jeg håber at der i fremtiden vil blive talt lidt mere om emnet, da jeg tror der er mange som sidder der ude, der måske føler sig forkerte, det har jeg i hvert fald til tider gjort.
      Tak fordi at du bringer emnet på banen Mette 👍🏼

      1. Vi er langt fra alene. Tæt på halvdelen af os, er introverte. Det er et personlighedstræk og det er mere end okay! Forstår faktisk ikke, at der bliver lagt op til, at man skal være ekstrovert og arbejde i grupper her og der, når så mange har brug for at fordybe sig. Alene.

    2. Fantastisk indspark at læse! Tak 😊
      Det er nemlig en ekstrovert verden vi lever i – Det er det samfundet gerne vil have det til at være, men faktum er altså at tæt på halvdelen af os, slet ikke rummer det og er introverte. Mange er ambiverte, og det er jeg muligvis også selv, for jeg kan godt være ekstrovert, når jeg ligesom “skal”, men det introverte ligger dybere i mig, fordi jeg aller mest elsker at være selv, lade op, slappe af. Alene.

  2. Jeg er grundlæggende introvert, men i personlighedstests scorer jeg midt imellem – som det man kalder ambivert.

    Jeg er nemlig lidt en hybrid. Kan sagtens store menneskemængder, sociale arrangementer, tale foran folk og være centrum. Folk skyder mig ofte til at være ekstrovert fordi jeg godt ved hvordan jeg dosere min energi og hvornår jeg skal hjem og lade op.

    FOR – jeg lader op ved at være alene. Og sådan har det altid været.

    Introverte er seriøst undervurdere fordi vi har nogle vilde evner til fordybelse og andre ting som ekstroverte ikke mestrer lige så godt 🙂

    1. Jamen, selvom man er introvert, kan mange sagtens holde taler og være i centrum – men man har brug for at trække sig tilbage før og efter det hele går af stablen. Jeg har stået på scenen og sunget i mange år førhen uden problemer – Det er de store forsamlinger, hvor man ikke kender nogen, der dræner mig for energi. Eller at være sammen med nogen i flere dage i træk.
      Vi fordyber os nemlig meget, og er derfor dygtige talere osv.
      Det er jo “bare” en personlighedstræk. Det skal vi huske, før mange kaster psykologi af sig omkring det ♥️

  3. Sikke et skønt indlæg. Jeg er selv en blanding. Min yngste datter derimod er sensitiv introvert. Det er en kæmpe hæmsko når man kun er 5 år og ikke forstår det. Men vi gør alt for at lære hende at navigere i det.
    Det første år i børnehaven talte hun ikke med de voksne. Ikke fordi hun var ked af at gå i børnehave, men fordi hun ikke (som hun selv sagde) skulle “bruge” dem til noget. Nu kender hun dem og er tryg ved dem og taler (begrænset) med dem. Når Hun er sammen med Hendes allernærmeste taler hun som et vandfald 🙂
    Vi har mange sammenbrud og urolige nætter, som konsekvens af at hun ikke har kunne koble af alene ved fx. Familiefester osv.
    Min sundhedsplejerske nævnte da hun var helt lille at hendes personlighed kunne stamme fra min meget hårde graviditet. At hun simpelthen var blevet så “stresset” i maven at hun er født med paraderne oppe.

  4. Jeg elsker at du sætter fokus på lige netop det her. Jeg har selv “kæmpet” med det hele mit liv. Hele min barndom og ungdom blev jeg stemplet som hende den generte og stille pige. Jeg følte aldrig at det passede til mig selvom jeg sagtens kan forstå hvorfor.
    Da jeg læste udtrykket introvert første gang faldt alle brikker på plads og jeg kunne begynde at forklare folk hvordan jeg fungere på en måde som mine omgivelser kunne forstå. Det var en befrielse. Samtidig med at det var en kamp at slippe af med at være hende den generte. Jeg har øvet mig på at sige nej uden forklaring når overskuddet er væk og tvinger mig også afsted til ting som jeg ved jeg har lyst til når jeg først er i det.
    Jeg er helt enig med dig i at det er arveligt. Min datter på 8 år har det også i en grad og hun nyder ligesom jeg selv gjorde, hendes egen verden. Hun har enormt meget behov for at koble af i fred og sker der for meget omkring hende hele tiden så kan hun slet ikke være i det. Det kan til tider være en udfordring når min mand er komplet modsat og ikke altid forstår vores behov for bare at være. Han er ved at kede sig ihjel. Han har dog lært at acceptere det – sp når vi skal have tid til at lade op så sender vi ham ud af huset eller sætter ham i gang med et projekt så han får dækket sine behov og vi vores. Og efter 10 år sammen så har vi fundet balancen. Han skal engang u mellem “tvinges” til at slappe af og han hiver mig op i de rigtige situationer. Og det er sgu en gave

    1. At være introvert har intet med generthed at gøre, som så mange omkring en tror, så det er så dejligt at høre, at du fandt ud af, hvad “du var”, da du læste om det. Det er jo “bare” en personlighedstræk ♥️

  5. Tak fordi du bringer det op.

    Jeg vil tro, at jeg er ambivert. Og dog, for jeg har flere dage som udpræget introvert end ekstrovert. Faktisk er jeg stadig mega forvirret over det. For det er nemlig mega svært at navigere i og jeg bliver tit hende som kommer med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan deltage i div ting. Bare tanken om en fyldt kalender eller en hyggelig cafétur kan dræne mig og jeg tvinger mig tit til at tage af sted. For ellers får jeg jo ikke set og plejet mine venskaber. Jeg kan nogle gange godt blive helt bange for, at ende op alene og ensom, fordi jeg så ikke har fået set andre mennesker. Så det er SÅ vigtigt at få sagt højt, så folk omkring èn ved, at det er ikke fordi jeg ikke gider dem, men fordi jeg bare tit har det bedst i eget selskab.

    1. Når jeg har aftaler, kan det tage mig flere uger at forberede mig selv til dem – mentalt – afhængig af hvem det er. De helt tæt på, kender mig så godt, så dem er jeg meget trygge ved, men med alt andet. Det er en kamp en gang imellem, men også en ret vigtig øvelse at tage med sig selv en gang imellem ♥️

  6. Min datter er altid blevet set som et sensitiv barn. Altid trukket sig lidt før de andre gjorde, haft brug for alenetid, blevet fysisk påvirket under pres med mange mennesker.
    Hun er en spejder pige og i den sammenhæng meget social, men hver gang hun kom fra en flerdages spejdertur, så var det med blussende kinder, blanke øjne, en udkørt øm krop, ondt i halsen, hovedpine, på grådens rand osv.
    I skolen magte de hun alle opgaver, men hadede gruppearbejde. Havde brug for at fordybe sig selv.
    Hendes far, vi er ikke sammen, har altid presset hende i sociale sammenhæng, hvor jeg har ladet hende selv vælge.
    Og hun vælger det lige så tit til, som fra.

    For to år siden, der var hun 15 år, var jeg på kursus i personlighedsprofilering JTI, og da han opremser kendetegnene på Ekstrovert (mig) og introvert, er det som at få en lussing. Alle brikker faldt på plads og jeg forstod pludselig, at min datter er ikke særlig sensitiv osv. Hun er introvert.
    Jeg gik hjem, præsenterede hende for de to begreber, bad hende læse om introvert.
    Efter 1 1/2 time gik døren til hendes værelse op…. Der stod min “lille” datter lettet og grådkvalt og sagde: Men mor, så er der jo slet ikke noget galt med mig, som jeg troede…. Jeg er jo introvert!!!!

    Og siden da, har det hjulpet hende til at forstå, at hun sagtens kan være social og elske det, men trække sig i tide OG elske det. Og hun siger, når hun er fyldt op, uden at skamme sig… Ikke at hun bør, men det har hun gjort!
    TAK for at tage det op ❤️

    1. 1000 tak for din besked herinde! Hvor varmer det mit hjerte, at din datter nu ved, hvordan hendes personlighed er og føler sig som alle andre. For der er intet unormalt i at være introvert. Det er, for mange, en styrke! ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 + 4 =