Alle indlæg og emner. · Alt andet end beauty.

Fire måneder er bedre end 0.

Et eller andet sted er ALT jo (ofte) bedre end 0, ikke? Det er i hvert fald det jeg siger, når jeg taler om at få gået hver dag. Gerne 10.000 skridt. Alt er bedre end 0.

For 4 måneder siden, valgte jeg at skære drastisk ned på fem simple ting i hverdagen, fordi vægten var for høj til mig – Fem “usunde” ting, i de mængder jeg fortærrede det. Det kan du læse mere om her.

Måneden efter, havde jeg holdt det. En hel måned! Det er ret vildt. (læs mere her) og så begyndte det hele. Og jeg kan ærligt sige, at jeg var begyndt at blive lidt “gakke-lak“.

Jeg signede op med en personlig træner i november, der skulle give mig et spark bagi, og fuck, det fik hun gjort. Hun er vildt sej og fik virkelig lært mig, hvad en krop er i stand til! Det var de hårdeste to måneder i mit liv. Jeg var ramt af virus oveni, der gik i udbrud hver anden uge, nærmest. Min krop var pisse belastet, men det gad jeg ikke lige lytte til, for jeg var gået ind i det her, frivilligt og stædig, som jeg er. Jeg betalte tusinder for det hele, som jeg havde gang i, hver måned, så fuck, hvad kroppen sagde. Jeg skulle bare give den fuld smadder med en masse skridt hver dag, sund mad, kalorietælling, træning osv. Men så skete det, efter nogle måneder, at jeg begyndte at få det skidt med min egen krop (Læs med her) Jeg begyndte, rent ud sagt, at hade den og det er MEGET ulig mig, som altid har været tilfreds med krop og form, trods ekstra på sideben, dobbelthage og hvad ved jeg. Og da jeg oveni det blev syg fjerde gang på tre måneder – stadig med virus – blev jeg rådet til at trække i bremsen, og det skulle være lige nu. Og det gjorde jeg så.

Det er en måned siden jeg “brat” stoppede det hele. Eller det vil sige, jeg får stadig gået så meget jeg har lyst til, og jeg spiser forholdsvis fint, men mere med fokus på balancen mellem sundt og usundt, så alt ikke fordømmes og gøres ulovlig i mit hoved. Og ved I hvad? Nu har jeg det bare pisse godt med mig selv igen. Min krop. Mit sind. Ingen sygdom. Og jeg er stolt og tilpas med de 9 kg, der pt er røget. Vægten står bomstille, og det passer mig simpelthen også bare rigtig fint.

Jeg var begyndt at blive for meget. Virkelig. Og det er det, jeg har oplevet hos andre, når de er gået i gang med livsstilsændringer, og jeg har tænkt “Ej, slap dog lidt af, mand“, men jeg kom selv ind i det mindset, som jeg har oplevet andre have, og det duer ikke til mig og mit liv. Jeg bliver psykisk nedbrudt af det. Vi er enige om at det, fysisk, er vigtigt at passe på sig selv, få bevæget sig dagligt, spise mere grønt osv, men der skal dælme også være plads til at leve. Og det følte jeg slet ikke, at jeg gjorde i den periode, jeg bare gav den gas. Jeg blev mere og mere mærkelig, og kunne sgu knap nok kende mig selv. Mine tanker var konstant på, hvad jeg spiste, hvad jeg måtte spise, hvor meget jeg fik gået, hvor meget jeg havde tabt mig, og det bliver man sindsyg af, når man er mig, i hvert fald.

Al respekt til de af jer, der bare kan føre sådan et sundt og aktivt liv, uden at blive lidt gakke lak, som jeg blev. Men man skal også bare indse, at vi mennesker ikke er ens. Nogen kan det der. Nogen kan ikke. Og alt er bedre end intet.

Når vi er flyttet lige om lidt, har jeg besluttet mig for at melde mig ind i byens motionscenter og træne nogle gange om ugen, alt efter tid og lyst. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at træne. Løfte. Lave øvelser. Jeg hader at løbe og alt det der cardio-crap, men her har jeg så forstået, at det er mig, der bestemmer, hvad jeg vil, og jeg skal gøre, hvad jeg har lyst til, frem for at tvinge mig selv til noget, som jeg bare ikke kan fordrage og som giver mig kvalme på forhånd.

Jeg kan også godt lide at gå lange ture med lydbog eller podcast i ørerne, flyverdragt på, og skal jeg ned i byen efter noget, går jeg, hvor jeg før tog bilen. Så der er klart sket nogle forandringer hos mig, mentalt. Både mht mad og motion, men også i forhold til, at det er okay ikke at gide og kunne det samme, som alle andre. At vi ikke er ens. At det er okay, at det tager to år at smide de næste fem kilo, fremfor to måneder, hvor man bliver helt nedbrudt i hovedet.

Jeg er blevet meget klogere på mig selv de sidste fire måneder. Og klogere på min krop, som jeg elsker og vil omfavne ekstra meget.

Kh Mette Milan

unnamed

 

 

 

 

 

11 thoughts on “Fire måneder er bedre end 0.

  1. 👏👏 Hvor er det et sejt indlæg ❤️ og godt du passer på dig selv❤️ vil egentlig skrive mere, men hvordan jeg skal lige formulere det uden det bliver volapyk.. Men, Mette du er ❤️

  2. Shit! Jeg kan genkende det. Var ud i en lignende situation for et par år siden.
    Dog uden personlig træner, men kunne hakke ud over rundstykker en lørdag morgen, for jeg skulle jo have rugbrød. Var låst i må/må-ikke spise.
    Jeg tog selvfølgelig hele skidtet på igen efterfølgende – fordi min tankegang var pløk åndssvag.

    Fedt at du skriver om bagsiden.

    1. Min tankegang var helt gakke-lak, og sådan kunne jeg slet ikke holde ud at have det. Hellere tyk og glad, end semi tynd og ulykkelig. Nej tak. Det er slet ikke mig. Men nogle af mine hverdagsstrukturer er ændrede og det er fint. At jeg skal bevæge mig mere og tænker over, hvad jeg spiser uden at jeg bliver fanatisk osv.

  3. Hvor er du sej at du stopper op og lytter til dig selv og gør hvad der er rigtigt for dig og DIN krop❤️
    Det er meget svære end det lyder.

    Jeg kan genkende de tanker og følelser så meget og får helt ondt i maven over at tænke på hvor mange år jeg har brugt på at fokuserer på at dunke mig selv i hovedet og ikke være tilfreds.
    Jeg gennemgik i starten af 20’erne et stort vægttab på 30-35kg og gik i mange år efter med følelsen af at jeg også havde tabt min selvtillid når det kom til kroppen. Alle roste mit vægttab, men jeg var aldrig tilfreds. Kunne altid spise sundere, træne mere osv. på trods af at min krop var maks presset.
    Det tog mig 10 år og et coaching forløb at komme hertil hvor jeg er i dag , hvor jeg er stolt af min krop og hvad den kan.
    Nu er jeg pisse stolt af at jeg rent faktisk kan træne selvom det ikke er helt efter bogen og af og til ser underligt ud😉 Jeg har leddegigt og derfor led i underlige stillinger og at jeg kan gå lange ture på trods kunstig knæ. Den gør hvad den kan🤩

    1. Man skal virkelig arbejde mere på ens mindset, end ens krop, nogle gange (eller begge dele) for man bliver helt forskruet oveni. Jeg tager det i mit tempo, som jeg har lyst til nu. Det er meget bedre 😊 for mig ♥️

  4. Det var præcis derfor jeg faldt i sidste gang. Jeg tog desværre de ti kilo på igen plus et par ekstra hvilket piner mig.
    Men virkelig dejligt at høre hvor stresset din krop også blev af det. (Altså forstå mig ret;-)) Så er jeg ikke hel mærkelig. Jeg skal igang igen og denne gang er det uden vægt. Men måler kun med cm. Og så er der ingen datoer eller vejning af mad. Og det må tage den tid der tager!
    Tak for indlægget:-)

  5. Jeg har tabt 75 kg ved kostomlægning, har fået fjernet hud 2 gange, og får SÅ meget ros! Men jeg er bare ikke tilfreds, for i følge mit BMI er jeg stadig “for tyk”! Det er så pisse dumt altså, men desværre er der jo tydeligvis mange der har det sådan 🤦‍♀️🤦‍♀️ Tak for dit dejlige, ærlige og indsigtsfulde indlæg! ♥️♥️♥️

    1. Man bliver lidt “gakke-lak” af sådan en livsstilsændring. Intet er godt nok lige pludselig. Man ser det hele og man er langt fra lykkelig. Tal alle vegne. På vægten. BMI’en. Og det fucker med ens hjerne. Så jeg vil bare skabe den helt naturlige balance, det passer bedst til mig og mit liv ♥️

  6. Fantastisk , elsker din ærlighed , lige meget om du taler hudpleje, vægt, mad, motion og dyr….
    Jeg har lært meget gennem dine videoer, udover en masse gode råd om hudpleje, har jeg nemlig hæftet mig ved ordet , BALANCE når det handler om mad!
    Jeg skal tabe mig, men der skal være plads til lidt af de søde sager. Så jeg er ikke på kur, nej det handler om BALANCE. Jeg taber mig, godtnok langsomt , men det er fint.
    Tak for dig , Mette Milan.. du er ægte og du er dig selv , med en humor , fedt..❤️
    Kh Berit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 + 9 =