Alle indlæg og emner.

… Og så kom Brumme.

Betalt samarbejde med Royal Canin Danmark.

Da min lillebror facetimede mig hjemme fra mine forældres have i starten af september og viste mig denne her lille bitte gråstribede killing, der bare skreg og skreg fra kompostbunken, vidste jeg i mit stille sind at noget var galt. Den var alt for lille til at ligge der helt alene. Jeg sagde til ham, at han skulle prøve at holde afstand og holde øje med, om der mon ikke var en kattemor i nærheden, som måske ikke turde komme frem, fordi han var der.

Da han ringede igen 3-4 timers tid senere, og sagde, at den stadig var der og skreg, kørte jeg derover. Jeg kunne ikke komme derover før, for vi passer børn fra onsdag til torsdag hver uge, og hun skulle hentes fra børnehave, og vi skulle lige på værksted og alt muligt, men jeg kunne bare mærke, hvor hurtigt jeg ville hjem og over til den lille killing. Jeg var helt rastløs, indtil jeg landede hos mine forældre.

Mine forældre har en enorm stor have og grund, generelt, med mange vildkatte. De lever meget nede blandt grantræerne, og ved den store kompostbunke. Og det var også her fra, at min lillebror havde hørt miaven hele morgenen og eftermiddagen, til jeg kom.

Da vi kom derned, var der ingen killing at se nogen steder, og lige ganske hurtigt, nåede jeg at blive lettet over, at moderen havde hentet den igen, men der gik kun et par sekunder, og så kom der intens miaven igen. Den lille killing kunne høre os. Den var kravlet ind i kompostbunken igen, og vi forsøgte at kalde på den. Stille og rolig, vaklende og meget træt, kom den kravlende ud til os, mens han intenst gav lyd fra sig. Han var ikke gammel. Det var tydeligt. Vi kiggede os desperat rundt efter andre katte, men der var ikke nogen. På dette tidspunkt havde killingen været alene i minimum 7 timer, hvilket ikke er normal adfærd fra en kattemor. De skal ammes hver anden eller tredje time, som minimum og holdes varme af kattemoderens krop. Så at være blevet væk i så mange timer, virkede suspekt.

Jeg var meget påpasselig med ikke bare at tage det lille dyr op, for i det øjeblik, jeg rørte ham, ville jeg være nødt til at tage ham til mig, da han pga min duft, ville kunne blive udstødt ellers. Jeg bad min far hente en lommelygte, så jeg kunne lyse ind i det mørke hul i kompostbunken og tjekke, om moderen måske lå der død eller skadet.

Han kom med lommelygten og jeg gik tættere på og lyste ind. Der lå et eller andet loddent derinde bagerst i hulen. Jeg gik ned i knæ og tættere på og lyste direkte ind i øjnene på en død killing. Jeg kan græde bare ved at skrive det her. Den var allerede ved at blive spist af fluer og insekter.  Der var umiddelbart ikke andre derinde. I det sekund tog jeg bare den lille, iskolde killing op, pakkede ham ind i et tæppe fra havestolen og kørte, meget hurtigt, til dyrlægen. Mine tanker snurrede rundt med 200 kilometer i timen og jeg tudede hele vejen. Det skrækkelige syn i hulen. Mit knuste hjerte over, at denne lille fyr havde ligget der og kæmpet og prøvet at holde varmen hos sin døde søster eller bror. Det kunne jeg slet ikke bære. Jeg sagde flere gange undervejs, at det her skulle han bare klare og det skulle nok gå det hele.

Jeg anede ikke, hvad man kunne give så lille en killing at spise. Jeg havde ikke stået i denne situation før. Han blev vurderet til at være 14-16 dage gammel. Veterinærsygeplejersken tjekkede ham. Han var beskidt ved numsen, og det var tegn på, at der ikke havde været en kattemor i minimum et døgn og gøre ham ren. Han var dehydreret og hans øjne var opgivende. Hun sagde, at han skulle have lun modermælkserstatning hver anden time her til start, døgnet rundt, en masse varme og så skulle han hjælpes af med urin og afføring, for han var så lille, at hans tarme ikke selv kunne dette endnu. Jeg købte Royal Canins modermælkserstatning til ham, da det var dette veterinærsygeplejersken anbefalede.

Royal Canin laver det, der hedder ”Babycat milk”, som er modermælkserstatning til helt små killinger fra 0-8 uger gamle. Denne modermælkserstatning er sammensat så tæt som muligt på moderkattens mælk. Babycat milk indeholder omhyggeligt udvalgte og meget letfordøjelige proteiner, som var vigtig for hans lille, tomme mave. Han havde måske ikke fået mad i et døgn eller flere. I starten var det ikke helt nemt at få ham til at sutte af flasken. Hans sutterefleks var ikke optimal, men der gik en uges tid og så vidste han præcist, hvad der skulle ske, når jeg kom med den lille flaske med lun modermælkserstatning.

Den dag jeg fandt ham, vejede han 190 gram. Han kunne ligge i min ene hånd. Så lille bitte – men så tillidsfuld og spindende – Nærmest taknemmelig. De små brummelyde gjorde, at vi gav ham navnet ”Brumme”.

Ret hurtigt fik den lille fyr kræfter – Han begyndte at lege meget – Løbe rundt – Udvikle motorikken og selv kunne tisse m.m, og da han så blev omkring 5 uger gammel, introducerede jeg ham til andet end modermælkserstatning – Nemlig mere fast føde – og han elsker det!

Han får Royal Canins Mother & Babycat Ultra Soft Mousse, som jeg mixer op med en smule modermælkserstatning og så står der tørfoder (Royal Canins Mother & Babycat) fremme hele tiden og friskt vand. Tørfoderet er balanceret fuldfoder og foderpillen er mini, men den lille killing fremmer sin tyggemekanisme ved at spise dette foder. Han spiser det hele og drikker vand, så modermælkserstatningen er der skruet helt ned for.

Lille Brumme vejer nu 1000 gram og han er sund og rask og i fuld vækst! Og det gør mig så lykkelig. For det er ikke bare givet, at så lille en killing overlever. Han var 6-8 timer fra døden, den dag jeg fandt ham. Nu lever han i bedste velgående – Stærk og dejlig – Og med et nyt hjem hos os og Mango, Muld og Bella.

Kh Mette Milan.

Få timer efter, at vi fandt lille Brumme. Dehydreret og rigtig lille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.