Alle indlæg og emner.

Lookfantastic beauty box, januar 2015.

2015 startede med en #LFbeautybox til mig…

Så som I nok kan se, startede året rigtig godt! 🙂

Denne måneds box er lækker og atter en gang er jeg godt tilfreds. Prisen er 145,- med fri fragt og alle pengene værd, også selvom man måske ikke er oppe og køre over alle produkterne i æsken. Den kan faktisk købes endnu lige her , men man skal skynde sig, for de laves kun i et begrænset antal. 

Gartineau “Collagen eye compress” : 
Måske er det fordi jeg er så kæmpe fan af Skyn Icelands eyepads, at ikke meget når op på siden af dem. 
Der var ét sæt “collagen eye compress” med i boksen – To tynde pads, i en klistret indpakning, som skulle sættes under øjnene. De skulle friske øjenomgivelserne op, berolige, stramme op, og reducere mørke rander under øjnene. 
Jeg ved ikke…. Jeg synes ikke de gjorde det vilde, andet end at skabe en let rødme og kølende fornemmelse. Jeg synes, at det var en slatten fornøjelse at skulle fiske dem op af den gennemklistrede emballage og sætte på. Ikke særlig luksus/forkælelsesagtigt i mine øjne. Måske vil de på længere sigt kunne gøre noget. Jeg kommer ikke til at finde ud af det, for jeg køber dem ikke i fremtiden.

Nuxe “Soothing and rehydrating fresh mask” 50 ml:
Jeg er fan af nogle få produkter fra Nuxe – Heriblandt “Revé de miel” læbepomaden (I krukken!! Stiften er helt anderledes på mine læber og udtørrende) 
Denne maske er også blevet en god Nuxe favorit. Den dufter dejligt, endda lidt krydret, den er rar og let at smøre på ansigtet, hvor den skal sidde i 10 minutters tid, før den kan skylles af eller lade den blive på huden, som en intensiv creme. Den fugter, og virker dejlig beroligende og samtidig frisk på huden. 
Konsistensen er god at arbejde med og let at skylle af. Effekten, hudens fugtbalance, af denne maske, skulle holde i op til 24 timer – Jeg følte bestemt, at min hud havde ekstra fugt i sig/på sig dagen igennem og føltes også mere smidig og fugtet.
Det er en full-size og prisen i Matas lige her er 195,- for 50 ml. 

Myvitamins:
Kort og godt : Jeg gider ikke de der “drikke-spise skønhed på dåse” agtige produkter, men jeg gav disse vitaminer, som skal opløses i vand og drikkes, to chancer, naturligvis, og begge gange måtte jeg opgive og hælde resten ud. Puha! Min mand blev også lokket til at prøve (muhahaha) og hans reaktion var : “Føj! Det smager, som urin lugter.” 
Tja… 

Goldwell “3 more inches” 100 ml:
Dette produkt, har jeg kun brugt 3 gange ind til videre, men det er en “før-vask-kur”, som skulle få håret til at kunne vokse længere, hurtigere, gøre det sundere og give det liv og shine igen. Man påfører det mindst 45 minutter før bad, eller som en kur natten igennem, og skyller så ud. 
Håret bliver rigtig blødt efter badet, endda selvom jeg ikke følger op med yderligere produkter, som der anbefales, fra samme serie.
Jeg glæder mig til at se den langsigtede effekt.
100 ml koster 87 kroner her. 

Molton Brown “Tempeltree body wash” 100 ml:
Jeg faldt for duften med det samme – Den er unik, lidt maskulin, men på en krydret, lækker måde, og duften drager én. Det er længe siden, at jeg har prøvet så lækker en bodywash. Den gør huden glat, blød og ren, og duften anes mildt efterfølgende.
Den er jeg rigtig glad for. Jeg ville ønske, at jeg havde et badekar, hvor jeg kunne tilsætte nogle dråber af denne. 
Den kan købes her for 174,- for 300 ml. 

Philip Kingsley “Daily damage defence” 60 ml:
Dette er en “leave-in conditioning spray“, som beskytter mod varme fra føntørrer, glattejern deslige. 
Man ryster flasken, og påfører i sit hår efter bad (mens det stadig er vådt) og produktet vil beskytte håret. Her er duften meget maskulin synes jeg, men det virker som om, at produktet holder styr på håret og får det til at se mere kontrolleret ud.
Den skal jeg nok få brugt op.

Har I fået jeres januar #lfbeautybox, og hvad synes I om produkterne?

– Mette Milan 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 3 =