Alle indlæg og emner. · Alt andet end beauty.

Jeg blev provokeret…

Ja, det gjorde jeg – Blev provokeret forleden dag. På instagram. Hvor der ellers normalt er forståelse og harmoni i lange baner. Det var ikke noget skønhedsrelateret jeg blev provokeret af. Det var noget helt andet. Det var omkring emnet om, hvorvidt og hvornår, man kunne tillade sig at kalde sig for “træt” eller ej.

Det startede under “udforsk” på instagram, som jeg tit lurer under, for at finde ny inspiration, hvor der dukkede et billede op af en kvinde, der lignede en, der var træt af at skide. Under billedet stod der en masse om hendes barn, der ikke ville sove, men det jeg bed mærke i var ordene a la :”… Jeg bliver pisse provokeret af folk, der siger de er trætte. Fuck da af, irriterende (et eller andet) I ved ikke, hvordan det er at være træt, når I ikke har børn!” Jeg tog ikke et screenshot, fordi JEG blev provokeret af teksten, så ordene er ikke ordrette, men meget tæt på. Under billedet kommenterede en masse andre kvinder, der var helt enig i, at man sgu ikke kunne være træt, medmindre man var mor.  Jeg tænkte : WHAT?! Hvor er respekten for hinanden blevet af? Hvor er forståelsen for hinanden blevet af? Og hvem fanden i helvede har fået lov til at definere, hvornår man kan tillade sig at være træt eller ej?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ønsker mig børn. Mor-følelsen har jeg bare ikke i mig. Jeg har ikke trangen eller behovet for, overhovedet, selv at producere noget som helst levende.  Sådan har jeg haft det i maaaaange år. Om det ændrer sig en dag, kan jeg ikke svare på, men sådan har jeg det nu, og tager udgangspunkt i det. Jeg ELSKER børn! Hele min hverdag centrerer sig om skønne børn i lange baner – de giver mig masser af energi, kærlighed og de er så livsbekræftende. Jeg er super god til at omgås børn og unge også. Men jeg elsker også (big time) at kunne lukke min dør efter en lang dag, og bare være mig. Og min mand. Og mine dyr. Det er MIT valg. Selvom mange ikke forstår mit valg, så er jeg bare ikke typen, der kunne finde på at sætte noget så dyrbart i verden, uden at føle lysten til det først. Det er der desværre for mange der gør i forvejen. “Vi keder os i vores forhold. Lad os lave et barn.” Nej tak!

Se, jeg har nemlig KÆMPE respekt og forståelse for forældre. For pokker, det må være verdens hårdeste, fedeste, mest følelsesladede job. Jeg forstår og accepterer, at man må være ufattelig træt og brugt med børn i sin verden konstant, der suger til sig af ens energi på godt og ondt. Jeg har også fuld respekt og forståelse for mennesker, der ikke er forældre, der er trætte. Selvom man ikke har valgt at få børn, har man jo et liv!

Men det mente disse kloge kvinder med børn altså ikke. Man kan kun tillade sig at kalde sig for træt, når man har børn. Så sad jeg og tænkte : hvorfor har man et behov for at have så ondt af sig selv, når man selv har valgt det? Man VED, at man ikke kan sove de næste 18 år. Man ved man vil være træt. Man ved det vil være hårdt. Man ved da for pokker, hvad man går ind til. Men hvorfor behovet for at skrige op om det og definere andre, som værende ikke-trætte? (Rettelse i forhold til en kommentar jeg har fået og for ikke at blive misforstået : man har ret og lov til at have ondt af sig selv, men jeg kan ikke forstå, at man føler man har retten til at råbe op om, at andre end mødre og fædre ikke må være trætte) Jeg kan altså godt være træt. Meget træt. Bevares, forskellen på mig og en mor er, at jeg kan sove længe i weekenderne, hvis jeg ønsker det, men det ændrer sgu da ikke på, at jeg er træt helt ind til knoglerne! Så træt, at jeg ikke kan hænge sammen. Så træt, at jeg bliver fysisk syg af det. Nogle gange er det min egen skyld, at jeg er så træt. Det kan være pga. en 100 timers arbejdsuge, som jeg har haft siden jeg startede min shop op. Det har jeg selv valgt. Jeg beder ikke om, at man har ondt af mig. Jeg elsker mit arbejde, og at man bliver fysisk træt er vel et godt tegn. Andre gange er jeg psykisk træt, pga. at min hjerne ikke arbejder som andre hjerner. Min hjerne suger depressive tilstande til sig i ny og næ – Det har jeg lært at leve med og fået hjælp til, men i de perioder, hvor det rammer, og alt er sort indeni, hvor jeg ikke kan meget andet end at eksistere, er jeg også træt. Og den træthed, er det en ‘lettere’ træthed end det at være mor? Jeg sidder ikke og sammenligner, men jeg tænker da, at vi alle er trætte og har lov til at være det med god samvittighed – Mor eller ej. Er jeg helt forkert på den eller hvad?

Folk med sygdomme, kræft, diagnoser, er de ikke trætte? Jeg vil da i hvert fald aldrig sige til en, der er ramt af sygdom eller andet: “Suck it up, granny! Du ved ikke hvad træt er, før du får børn!” Det er mangel på respekt for hinanden, når man siger sådan noget. I min optik.

Ingen kan tillade sig, at fortælle mig eller dig, om man er træt eller ej. Man er træt, når man er træt. Børn eller ej!

-Mette Milan

image-2.jpeg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 + 9 =