Alle indlæg og emner.

Jeg hader min krop!

Det lyder voldsomt, men det er fandme rigtigt.

For 9 uger siden elskede jeg den. Jeg har (næsten) altid været super tilfreds i min krop og sådan generelt. Jeg tænkte ikke så meget over tingene. Jeg nød livet. Spiste, hvad jeg ville. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke vil bruge tid på at spise sandet skyr, når man kan tage en cremet risi-frutti. Eller istedetfor en gulerod, så kunne man sgu tage en kinder-chokolade og føle kærligheden 😊 Jeg har været ligeglad med, når jeg f.eks fik en besked på insta eller mail om, om jeg ikke burde spise noget andet og være lidt sundere, (læs med her) eller når jeg læste på Jodel, at “den jakke overhovedet ikke gjorde noget godt for min krop” (overført betydning : hun er tyk!) eller om jeg ikke bare var en “chubby wannabe makeup-dulle“. Det har ikke rørt mig det mindste. Jeg hvilede i mig, og andres meninger kunne pisse mig en sten, rent ud sagt.

Så trådte jeg jo, som I ved, op på vægten for de her 9-10 uger siden og fik et chok. Min krop, udseendemæssigt, var jeg jo ganske tilfreds med, men den vægt der, den blev “farlig” i mine øjne og jeg har altid haft det sådan, at blev det “for meget” eller for usundt, så måtte jeg i gang. Så måtte jeg tage mig sammen, og få smidt nogle kilo. Den ene side af min familie, har tendens til overvægt, og dermed hjerteproblemer / diabetes. Det sidder jo i baghovedet, da jeg har en del af mine gener fra den side. Jeg er robust. Kraftig bygget. Sådan er det.

Jeg startede med at fjerne 5 ting fra min hverdag, som I kan læse om her. Jeg vidste nemlig, at hvis jeg gik i gang med hele molevitten på en gang, I ved, sund kost, træning, tælle kalorier osv, ville det holde max en måned, ligesom de andre gange, hvor jeg ligesom har prøvet at lægge kosten lidt om, trænet osv.

Denne gang er jeg 100% koncentreret og er gået ind i det her frivilligt. Og sætter jeg mig noget for, sådan helt alvorligt, så ændres mit mindset og jeg gør det!

Men det koster psykisk. Meget. For i og med, at jeg er blevet så bevidst omkring min krop, kigger mere på den, hader jeg den mere og mere. Sådan virkelig hader den, stakkels, stakkels krop! Jeg taler grimt om og til den. Beder den om at fucking tage sig sammen. Jeg er ikke helt så glad indeni, selvom folk skriver : ‘Du stråler’… Du skulle bare vide…. Det er psykisk hårdt, at omlægge hele ens liv på denne måde. Det er det sgu.

Forestil jer, at det er lidt det samme som, hvis man aldrig rigtig har gjort noget ud af sin hud. Man går i bad, smører måske en gang nivea eller vaseline på, and that’s it. Klapper sig lidt på kinderne i ny og næ, for glødens skyld, I ved. Men så en dag opdager man denne her rynke her. I panden. Den stirrer faktisk tilbage på en og piller ved illusionen om, at man lever forevigt. Fuuijj, den er irriterende! Man investerer i et af de der pisse irriterende zoomspejle, for at kunne observere bedre og begynder at nærstudere denne her rynke, der nu synes både længere og dybere. Man piller ved den hver aften. Prøver at massere og glatte ud på den flere gange om dagen. Så begynder man at smøre en masse på den. Dyrt. Billigt. Der sker lidt. Man bliver glad(ere). Men pludselig virker den mere fremtrædende igen. Timerne bliver lange foran det elendige, ødelæggende zoom-spejl, men den rynke skal simpelthen dø. Til sidst ser man ikke andet end den rynke. Den ødelægger al makeuppen, du har på. Den gør dig super usikker og halv-deprimeret, når folk kigger på dig eller snakker med dig, for man er sikker på, at de hader DIN rynke lige så meget. Man tænker alternativer. Botox. Måske en operation af en art? Det tærer dig op indeni, at den rynke er der og får lov at fylde sådan.

Sådan har jeg det med min krop pt. Jeg er blevet bevidst om den. Især her på ferien, hvor man render rundt u bar’ røv konstant. Jeg ved ikke, hvordan jeg ønsker at se ud. Kan godt lide former. Jeg kan godt lide figur. Jeg ønsker mest af alt at blive sund, lidt strammere og det må gerne gå lidt hurtigt, men det går pisse langsomt. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay. At vægttab skal tage tid. Ligesom huden. Og sunde vaner, tager tid. Den tager også tid. Jeg gnasker gulerødder, agurk og æbler dagen lang. Skuler jeg på kinderpakken i lågen i køleskabet, vælter den dårlige samvittighed indover mig. Jeg går 10.000 skridt i regn og rusk. Jeg træner og arbejder og har investeret i en personlig træner, som kan få mig i form. Som kan få tallet på vægten til at fise nedad. Som kan vise mig, hvordan man træner rigtigt uden at forårsage skader på sig selv. Den del kan jeg rigtig godt lide. At træne. Så længe jeg kan slippe for kvalmen, så kører det.

Det hjælper heller ikke meget på hele psyken, at jeg har fået en del beskeder på det sidste, hvor der f.eks kan stå : “Wow, du bliver så flot NU” eller “Nu ligner det noget” eller “Nu bliver du bare smuk“. Nu? Hvad fanden betyder det? Nu? Jeg var sgu da også smuk og dejlig før! Jeg har talt med min træner om det, som siger, at jeg tillægger det for meget. At folk ikke mener det i ond mening, men fordi de oprigtig synes, at det jeg gør er flot, og det er jo også dejligt. Men det hjælper mig ikke. Jeg bliver ikke glad eller beæret over at få at vide, at jeg bliver flottere. Nu. I mine øjne er tyndhed ikke lig med at være flottere. Nu.

Jeg behøver ikke “ros” eller anderkendelse i det her, for jeg synes ikke, at det er fedt. Processen. Intet af det. Hverken kostomlægningen eller de 10.000 skridt, men det er nødvendigt! Og det er det, som jeg er ved at prøve at indstille min hjerne på og som er hammer svært. Man må gerne “hade” noget, men vide, at det er ret nødvendigt. Ligesom matematik. Jeg hader matematik, men det er nødvendigt at kunne bare lidt i mit job, som selvstændig.

Heldigvis er det hele (skridtende og det) ved at blive så naturligt, som at rense huden. Forskellen er bare, at jeg nyder at rense hud😬

Ofte er jeg i min flyverdragt med headsettet på ørerne og på vej, uden egentligt at have tænkt over det. Jeg nyder min træning med min træner. Og bevares, jeg nyder da også, at min hud er blevet pænere og min mave ikke gør ondt længere, hver dag. Og at jeg nu kan gå de kære ruter på 7-9 km uden stop. Det er de ting, som jeg bider mig fast i. Det må bære belønning for nu.

Ikke min krop, for den er jeg pisse træt af lige nu. Men jeg håber det vender – at psyken i alt det her bliver bedre og mere stabil. Jeg fortsætter 💪🏼

Kh Mette Milan

4 thoughts on “Jeg hader min krop!

  1. Husk på at selvom det går langsomt, så er der en helbredsmæssig gevinst ved at være aktiv og spise fornuftigt – som ikke kan måles på vægten. Men er der!

    Prøv at fokuserer mere på hvad du skal have mere af end hvad du ikke skal have.

    Og øv dig i (det kræver øvelse) ikke at gå og tænke for meget over det.

    Jeg har et billede i mit hovede af mig som en lille, sød og tyk baby. Og når jeg taler til mig selv, taler jeg til den. For det er syadig mig og jeg fortjener at blive talt ordenligt til. Selvom jeg er vokset. Kan gøre det nemmere i hvert fald.

    Du er god, sej og alt det du gør er så fint. Selvom du tvivler 🙂

  2. Åh kære Mette. Har fulgt dig længe, men har aldrig kommenteret, men denne bliver jeg nødt til.
    Lige meget hvilken kropsform, udseende osv kan man have periode i sit liv, hvor man direkte hader sin krop. Og jeg kan kun give dig ret i, at når der kommer opmærksom på kroppen grundet noget andet, opstår der pludselig en ekstra fokus på det, og et had. En lyst til at ændre synet i spejlet med det samme, og man kan blive mere og mere trist over egen krop, når det ikke lykkes.
    Jeg vil blot fortælle dig at du er ikke alene med den følelse.
    Lad os håbe at haden hurtigt vender til positivt syn på egene krop 😊

  3. Kan slet ikke forklare præcis HVOR meget jeg kan følge hver tanke du har. Jeg har altid elsket mad. – spist hvad jeg følte for, og jeg er også kraftigt bygget. Det er SÅ ubeskriveligt svært at ændre den “bekvemmelige” livsstil man har tillagt sig. Jeg skal også igang med et forløb, med kostomlægning, træning og oveni rygestop. (Jeg blir en fest at være i nærheden af)! Da jeg tidligere i mine unge dage levede at slankepiller, ingen mad og verdens mest usunde livsstil – fik jeg ros ag folk fordi jeg var blevet “pæn”. Jeg vejede 54 kg, og så syg ud – men det klædte mig åbenbart… det er trist at man får ros, for at være syg men tyndere. Nu er vægten løbet løbsk, og forandring skal til. Ingen kloge ord eller råd herfra… Andet end tak for hver en cm af dig! Hvor er det varmende at kunne se et andet menneske i samme lys. Jeg synes du er pisse sej, sjov og fantastisk! Og jeg ønsker dig ALT DET BEDSTE på din rejse❤️

  4. Kære Mette❤️
    Dét er flot det du gør – at du lytter til din krop og handler på de behov du opdager den har❤️
    Jeg har selv været på kur on/off de sidste 20 år af mit liv (siden de tidlige teenage år) og har for nyligt fundet forskning og evidens, der viser at slankekur er direkte skadeligt ift sundhed og vægttab (i know, det er langt fra de vi får tudet ørene fulde af hver eneste dag). Istedet er intuitiv spisning hvor man lærer at lytte til kroppens egne signaler mm, et virkelig godt alternativ – jeg er selv lige begyndt på den rejse, og shit det er skræmmende at droppe kalorietælling og kasse-tænkningen.
    Jeg kan anbefale Morten Elsøes podcast Detox Din Hjerne til en start, hvis det er noget der kunne have din interesse.
    Uanset hvordan, skal du have alt held og lykke med processen❤️
    Kh Sara

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 + 4 =